Fyringer på vej i Helsingør Kommune

Om tre uger skal Helsingør Byråd førstebehandle næste års kommunale budget. Alt peger på, at det vil blive et budget, der betyder, at en lang række kommunale medarbejdere vil blive fyret, skriver Helsingør Dagblad.

Allerede i denne uge præsenterer Venstre-borgmester Johannes Hecht-Nielsen sit forslag til 2011-budgettet, og han lægger op til, at der skal deles en hel del kommunale fyresedler ud.
- Ja, der kommer kommunale fyringer i forbindelse med budgettet for 2011. Det kan ikke være anderledes, Vi kan ikke komme ud af det her økonomisk uden personalereduktioner, så derfor er de også med i mit budgetforslag, siger Hecht-Nielsen.
På nuværende tidspunkt vil Venstre-politikeren ikke sætte tal på hvor mange kommunale medarbejdere, der efter hans mening skal afskediges. Hecht-Nielsen konstaterer dog, at fyringerne vil falde inden for mange forskellige fagområder i kommunen.
- Der er tale om reduktioner, som er bredt fordelt, for vi må se på hele den kommunale organisation og finde ud af, hvor vi kan finde de stillinger, der skal væk. Jeg tør ikke på nuværende tidspunkt give en fornemmelse af antallet af fyringer. Det arbejder vi på at finde ud af, siger borgmesteren.
Johannes Hecht-Nielsen lægger dog ikke skjul på, at antallet af kommunale medarbejdere, der skal prikkes ifølge hans budgetforslag, er markant. Det bliver tilsyneladende en fyringsrunde, der for alvor kan mærkes.
- Vi arbejder naturligvis på, at det skal være så få som overhovedet muligt. Men der er ingen tvivl om, at der bliver tale om så mange afskedigelser, at det bliver synligt. Vi er pressede, også mere pressede end vi troede, så vi er nødt til at stramme op. Det bliver hårdt, men vi vil forsøge at gøre det så lempeligt som muligt, forklarer han.
Borgmesteren oplyser, at fyresedlerne i hans budgetforslag endnu ikke er fordelt på områder. Der er dog ingen tvivl om, at der vil ske reduktioner på børne- og ungeområdet, mener Hecht-Nielsen.
- Jeg foreslår for eksempel, at der kommer lukke-uger i daginstitutionerne. Og det er jo også en personalereduktion, siger Venstre-politikeren.
Budgetforslaget fra Johannes Hecht-Nielsen er bygget op omkring, at der skal findes 140 millioner kroner.
Der skal spares cirka 75 millioner kroner på kommunens driftsudgifter.
Der skal findes 20 millioner kroner til nye opgaver.
Der skal findes 25 millioner kroner til styrkelse af kommunens kassebeholdning.
Der skal findes 10 millioner kroner til kommunale opkøb af ejendomme og lignende.
Der skal bruges 10 millioner kroner til behandlingshjemmet Margaretagården.
- Det er et ambitiøst forslag. Og hvis vi ikke kommer i mål med noget, der bare ligner, får vi store problemer i de kommende år. Vi er nødt til at tage det store skridt nu, siger Hecht-Nielsen.
Helsingør Kommunes 2011-budget skal vedtages den 11. oktober. Til den tid vil der være bred opbakning til blandt andet at skære ned på antallet af kommunale medarbejdere, håber borgmesteren.
- Jeg kan ikke forestille mig andet end, at der vil komme støtte til det. For ellers går det ikke længere. Vi er havnet i samme situation som mange andre danske kommuner, fordi vi har fået at vide af regeringen, at der skal være nulvækst i driftsudgifterne, erklærer han.
Henrik Møller fra Socialdemokraterne oplyser over for Helsingør Dagblad, at han er enig i Hecht-Nielsens udgangspunkt med de 75 millioner kroner i driftsbesparelser samt penge for eksempel til styrkelse af kommunens kassebeholdning og Margaretagården. Møller tror da også, at Socialdemokraterne vil gå med i et budget, også selv om det inkluderer fyresedler til kommunalt ansatte.
- Vi har tænkt os at blive ved med at tage ansvaret for Helsingør Kommunes økonomi, også i denne situation. Så ja, jeg tror, at budget 2011 bliver med fyringer af kommunalt ansatte. Jeg kan godt forestille mig, at det bliver personalereduktioner, der rammer bredt, erklærer han.
Socialdemokraterne vil i slutningen af denne uge ser nærmere på Johannes Hecht-Nielsens budgetforslag.