Fyret kommunaldirektør ender i retten

Kommunaldirektør blev fyret efter at have beskyldt borgmesteren for magtmisbrug. Nu ender sagen i retten.

Fagforbundet Djøf hiver nu Vallensbæk Kommune i retten. Det sker i kølvandet på fyringen af kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen.

Det oplyser Djøf i en pressemeddelelse.

- Afskedigelsen af Bjarke Steen Johansen med en begrundelse om, at han groft har misligholdt sin ansættelseskontrakt, er urimelig, siger Henning Thiesen, der er formand for de offentlige chefer i Djøf.

Bjarke Steen Johansen blev fyret i sidste uge efter en konflikt med det borgerlige flertal i den københavnske vestegnskommune.

Fagforening: Kommunaldirektør gjorde sin pligt

Konflikten skyldtes, at den nu tidligere kommunaldirektør havde beskyldt den konservative borgmester Henrik Rasmussen for magtmisbrug.

Ifølge Bjarke Steen Johansens fagforening gjorde kommunaldirektøren dog bare sin pligt.

- Han har efter vores opfattelse gjort sin pligt ved at viderebringe sin alvorlige kritik af borgmesterens dispositioner og ledelse til relevante myndigheder, siger Henning Thiesen.

En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening har frikendt borgmesteren for at have misbrugt sine magtbeføjelser. Den undersøgelse giver Djøf dog ikke meget for.

- At man undersøger og frikender borgmesteren via kommunens egen organisation, KL, giver ikke belæg for, at Bjarke Steen Johansen har misligholdt sit ansvar som kommunaldirektør, siger Henning Thiesen.

Ud over KL-undersøgelsen bliver balladen i Vallensbæk i øjeblikket undersøgt af Statsforvaltningen Hovedstaden. Den undersøgelse vil Djøf dog ikke vente på.

- Vi har brug for at få domstolenes vurdering af, om der foreligger grov misligholdelse af jobbet som kommunaldirektør i denne sag. På den baggrund har Djøf besluttet at indbringe sagen for domstolene, siger Henning Thiesen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik