Fyret efter kritik af radiosystem

Gentofte Kommune har fyret ambulanceleder, der udtalte sig kritisk om brandvæsnets radiosystem. Kommunen begrunder fyringen med samarbejdsvanskeligheder.

Ambulanceleder Michael Brandt er ikke i tvivl om, at han blev
fyret af Gentofte Kommune, fordi han udtalte sig kritisk om
brandvæsnets radiosystem og blev ved med at påpege systemets
svagheder. Det sagde han mandag aften til DR's TV-Avisen.

Den officielle begrundelse for afskedigelsen er
samarbejdsvanskeligheder, men det bestrides af brandmændenes
organisation.

- Jeg har ytret mig om et radiosystem, som ikke fungerer. Det
er et system, som har flere menneskeliv på samvittigheden, sagde
Michael Brandt blandt andet i TV-Avisen.

Gentofte Kommune købte radiosystemet i 2005. Nu knap tre år
senere, mener flere af kommunens ansatte, at systemet har
svigtet mindst tre gange, og at det har kostet menneskeliv.

Michael Brandt gjorde opmærksom på problemer og ville have
undersøgt fejl og mangler. I stedet blev han suspenderet,
angiveligt fordi han sløsede med sine ambulancejournaler. Noget
kommunen dokumenterede efter at have skaffet sig adgang til hans
private skab.

Michael Brandt beholdt sit job, fordi Kommunernes
Landsforening afgjorde, at der ikke var grundlag for en
personalesag.

Men sagen tog en ny drejning, da Michael Brandt blev beskyldt
for at være aggressiv over for sine nærmeste overordnede. En
påstand som hans kolleger afviste.

Brandmændenes organisation mener, at Michael Brandt er fyret
på et forkert grundlag, og at kommunen forsøger at dække over,
at det var en forkert beslutning at indføre radiosystemet.

Michael Brandt ønsker ikke kun sit job igen, men også retten
til at ytre sig.

Gentoftes borgmester Hans Toft (K) begrundede i TV-Avisen
fyringen af Michael Brandt med "samarbejdsvanskeligheder" og
understregede, at der skam er ytringsfrihed i kommunen.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov vil
nu rejse sagen overfor velfærdsminister Karen Jespersen (V) og
bede hende om at få en redegørelse af sagen fra Gentofte
Kommune.

Thomas Adelskov betegner det som helt uacceptabelt, hvis
fyringen af Michael Brandt skyldes, at han har brugt sin
ytringsfrihed.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik