Fyldte krisecentre mangler pladser til voldsramte kvinder

Der er rift om værelserne på kvindekrisecentre i hovedstadsområdet og på Sjælland.

Der er så travlt hos krisecentrene for voldsramte kvinder, at der næsten altid er fuldt booket på værelserne.

Det viser en rundringning til centrene i hovedstadsområdet, som DR P4 København har lavet.

Og problemet er ikke kun i København, lyder det fra Lene Johannesson, som er formand for Landsforening for Kvindekrisecentre (Lokk).

- Der er overhovedet ingen ledige pladser hverken i København, på Sjælland eller Lolland-Falster. Der er enkelte pladser i Jylland og på Fyn, siger hun til DR P4 København. 

Hos krisecenteret Danner i København mener leder Birte Lundgreen, at sommerferien kan være én af årsagerne til, at der lige nu er ekstra mange kvinder, som søger mod krisecentrene.

- Der skabes nogle muligheder for kvinderne for at komme væk. Det kan for eksempel være at ens ægtefælle stadig er på arbejde, og så kan man se sit snit til at komme væk, siger hun til P4 København.

- Det kan også være, at man kan sige, at man tager på ferie hos tante Oda, og så tager man i virkeligheden hen på et krisecenter, siger Birte Lundgreen.

Hos Dansk Kvindesamfunds Krisecenter på Frederiksberg har de også meget travlt.

Og når der er fuldt hus, bliver kvinderne henvist til centre vest for Storebælt. Men det kan være problematisk for kvinderne, hvis deres studie eller arbejde ligger i hovedstadsområdet, forklarer leder Pia Strøh:

- Det kan blive svært for dem at forsørge sig selv økonomisk, og det er en af de ting, som er vigtig for ens selvstændighed, så man føler, at man er i gang og kan komme videre med sit liv, siger hun til DR P4 København.

/ritzau/

2000 kvinder flygter hvert år til krisecenter

Her kan du få overblik over, hvor mange kvinder der lever i voldelige forhold.
  • Man anslår, at 33.000 kvinder og 13.000 mænd hvert år bliver udsat for vold af deres kæreste eller ægtefælle.
  • Omkring 10.000 kvinder bliver udsat for gentagen og grovere fysisk vold. Årligt tager 2000 kvinder på krisecenter. Af dem har 55 procent været udsat for vold i over tre år.
  •  
  • Omkring 33.000 børn under 15 år har været vidne til vold derhjemme. 37 procent af børnene på krisecentrene har selv været udsat for vold.
  • Man vurderer, at vold mod kvinder årligt koster samfundet hundredvis af millioner i tabt arbejdsfortjeneste og behandling af voldsramte kvinder.
Kilder: Lokk - Landsorganisation af Kvindekrisecentre og Dannerstiftelsen.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik