FV15: Venstre-mand kræver svar om nulvækst

Venstres afgående folketingsmedlem Eyvind Vesselbo opfordrer Lars Løkke til at fremlægge sin plan for nulvækst.

Nu er det ikke længere blot statsminister Helle Thorning-Schmidt, der efterlyser svar på, hvad Lars Løkke Rasmussens planer om at indføre nulvækst i den offentlige sektor vil betyde.

Også Venstres eget folketingsmedlem Eyvind Vesselbo, der ikke genopstiller til valget, forlanger at få svar på, hvilke konsekvenser nulvækst vil have.

- Lad os diskutere ud fra fakta og ærlighed. Hvilke konsekvenser vil 0-vækst få for hverdagen for børnene, for de handicappede, for de syge, for de svage ældre, for de udsatte grupper, for de udsatte familier, for daginstitutionerne og for undervisningen i skolerne? Det burde de sidste dage i valgkampen dreje sig om, skriver Eyvind Vesselbo lørdag på sin Facebook-profil.

- Jeg opfordrer til, at der kommer en klar udmelding. Jeg synes, at man skal være åben og ærlig omkring de her ting, og jeg synes, at vi alle skal have at vide, hvad der kommer til at ske. Det nytter noget, at man siger, at nulvækst i sig selv ikke betyder noget. Selvfølgelig betyder det noget, siger Eyvind Vesselbo til Ritzau.

Det er ikke første gang, at Eyvind Vesselbo langer ud efter sit eget parti, som han også tidligere har kritiseret. Sidste år trak han sig som socialordfører, fordi han ikke kunne stå inde for partiets socialpolitik.

Og nu opfordrer det afgående folketingsmedlem altså sin egen formand, Lars Løkke Rasmussen, til at være mere klar i spyttet omkring sine nulvækst-planer.

- Jeg stiller et åbent spørgsmål, fordi jeg synes, vi skal være ærlige i den her valgkamp, og det nytter ikke noget at stå og kaste mudder på hinanden. Vi skal have noget konkret på bordet nu, siger Eyvind Vesselbo.

Lars Løkke Rasmussens nulvækst-planer betyder, at der ikke skal tilføres den offentlige sektor flere midler. Til gengæld skal der spares nogle andre steder. Blandt andet på udviklingsbistanden.

- Men det kan ikke nytte noget, at man i alle diskussioner siger, at man vil tage pengene derfra. Pengene kan jo kun bruges en gang. Og jeg tror ikke, at man kan klare det her ved at prioritere eller ved at flytte nogle penge fra en kasse til en anden, siger Eyvind Vesselbo.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik