00:47

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

FV15: Manu Sareen: Jeg gik ned med stress

Manu Sareen var selv syg med stress, da børneministerens børn var små. Det fortæller han i debat om de pressede børnefamilier.

Manu Sareen gik selv helt ned med flaget og måtte sygemelde sig med stress, da hans børn var små. Det fortæller ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold i TV 2 Lorrys nye valgprogram 'Valg i privaten'.

- Jeg gik ned med stress, fordi jeg ville det hele. Jeg ville lave lagkager, bage hjemmebag og løbe marathon, siger Manu Sareen blandt andet i programmet.

Ministeren åbner op for sin egen sygehistorie i en snak om de pressede børnefamilier og åbningstiderne i daginstitutionerne.

- Jeg kunne godt tænke mig mere fleksible åbningstider. Der er tingene lidt for rigide. Men når det er sagt, så er man også nødt til som familie at kigge på hinanden og sige: Hvordan er det, vi vil indrette vores liv, lyder det fra ministeren.

'Valg i privaten' er TV 2 Lorrys nye live-program, hvor valgdebatten flytter helt ud i dagligstuerne. Det er seerne, der sætter dagsordenen, og de lokale kandidater bliver direkte konfronteret med de hverdagsproblemer, der optager vælgerne.

I den første udgave af programmet er Manu Sareen (Rad. V), Søren Pind (Venstre) og Martin Henriksen (Da. Folkep.) på besøg hos pensionist Marietta Berger i kolonihaveforeningen Vennelyst på Amager.

Manu Sareen, Søren Pind og Martin Henriksen stiller alle op i Københavns Storkreds.