FV15: Manu Sareen erkender nederlag

Foto: TV 2 Lorry

Socialminister Manu Sareen erkender, at han har tabt kampen om det ene mandat til De Radikale i København til Ida Auken.

Socialminister Manu Sareen er færdig i Folketinget - og også som politiker. Det skriver han på Facebook, hvor han erkender sit nederlag til Ida Auken i Københavns Storkreds.

- Endelig frihed! Sådan har jeg til tider tænkt, at jeg ville føle, når jeg stoppede som politiker? Men sådan har jeg det egentlig ikke lige nu!

Nå, men tak for kampen, skriver Manu Sareen i en opdatering på det sociale medie.

- Jeg er selvsagt ked af, at det ikke lykkedes denne gang. Men jeg er taknemmelig for mine 13 år i dansk politik og den store opbakning, I har givet mig undervejs. Tak for jeres varme og støtte og tak for de fire flotte valg, I har givet mig, fortsætter Manu Sareen.

Han giver den tidligere SF'er Ida Auken nogle venlige ord med på vejen tilbage ind i Folketinget.

- Nu er tiden kommet til at nyt kapitel i mit liv, og jeg er tryg ved at overlade den politiske stafet til Ida Auken, som jeg personligt kender, beundrer og respekterer meget både politisk og som en ven. Kære Ida. Jeg vil fortsat kæmpe ved din side. Vi har meget, vi stadig skal nå, skriver Manu Sareen.