FV15: Lussing til SF og De Radikale koster rød blok

Foto: TV 2 Lorry

Det er tilbagegang hos De Radikale og SF, som gør ondt på rød blok, der nu ser ud til at tabe valget.

Med omkring halvdelen af stemmerne talt op ser det ud til, at både De Radikale og SF står til en markant tilbagegang, der vil halvere partiernes størrelse i Folketinget.

Begge partier står til at gå ni mandater tilbage, og det kan fremgang hos både Socialdemokratiet og Enhedslisten samt et stærkt debutvalg til Alternativet ikke dæmme op for. Fordelingen mellem blokkene er 91/84 i blå bloks favør.

Ifølge de foreløbige optællinger står både SF og De Radikale til otte mandater, hvilket er lidt af et tilbageslag for partierne, der ved valget i 2011 fik henholdsvis 16 og 17 mandater.

Derimod står Socialdemokratiet til en fremgang på tre mandater til 47, mens Enhedslisten med Johanne Schmidt Nielsen i spidsen, som det ser ud nu, kan se frem til at få to ekstra mandater valgt ind. Ved valget i 2011 fik venstrefløjspartiet 12 mandater.

Alternativet, der ikke var stiftet ved valget for knap fire år siden, står til at komme i Folketinget med syv mandater.