FV15: Bookmakere: Nu er Thorning favorit til at vinde

Da valgkampen officielt gik i gang 27. maj, var Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen klar favorit.

Helle Thorning-Schmidt (Soc.dem.) kan også kalde sig statsminister, når krydserne er sat ved folketingsvalget 18. juni - altså bedømt ud fra odds.

I øjeblikket får man hos Danske Spil pengene 1,80 igen ved at spille på Helle Thorning-Schmidt til at være statsminister efter valget.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen giver pengene 1,90 igen. Samme billede er der hos Nordicbet.

Da valgkampen gik i gang 27. maj, var Lars Løkke Rasmussen ellers klar favorit til at blive statsminister.

Han gav pengene 1,33 igen, mens man fik pengene hele 3,15 gange igen ved at spille på den nuværende statsminister.

Det er første gang i mange år, at Thorning er favorit, siger oddssætter hos Danske Spil Søren Augustesen.

- Vi har netop i dag for første gang i flere år nu gjort Helle Thorning-Schmidt til favorit til at blive Danmarks næste statsminister. Meningsmålingerne taler om nærmest dødt løb mellem fløjene, men det momentum, som statsministeren og rød blok har i øjeblikket, tror vi kan blive udslagsgivende for valget, siger Søren Augustesen i en pressemeddelelse.

Ifølge oddssætteren er fremgangen hos Alternativet, som nu i flere meningsmålinger er pænt over spærregrænsen, en af hovedårsagerne til, at Thorning er favorit.

Hos Nordicbet er der en tro på, at Helle Thorning-Schmidt kan fortsætte momentum i den resterende del af valgkampen.

- Logikken hos bookmakere er, at man er tålmodig med favoritten, fordi de ofte rejser sig i afgørelsens time. Der er imidlertid ikke meget, som tyder på, at det vil ske her.

- Tværtimod kan man sagtens forestille sig, at momentum fortsat vil være i rød bloks favør helt frem til valgdagen, og at vi derfor må nedjustere oddset yderligere på Helle Thorning-Schmidt, siger oddssætter Tonni Munk Jensen i en pressemeddelelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik