PRESSEFOTO: Hotel Hillerød www.hotelhillerod.dk Foto: Hotel Hilllerød / Presse

Fuld hillerødaner smadrede hotelværelse

Hotel Hillerød måtte fredag aften tilkalde politiet, da en gæst raserede et hotelværelse.

Nordsjællands Politi måtte rykke ud til Hotel Hillerød fredag aften, da en 39-årig mand raserede et hotelværelse. 

- Vi får en oprigning fra Hotel Hillerød klokken 21.37, og så rykker vi ud, siger vagtchefen hos Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Ifølge politiet var manden, som er fra Hillerød, fuld og lod sig ikke umiddelbart anholde af ordensmagten. Derfor måtte politiet tage andre midler i brug for at få pacificeret manden.

- Det, der har været vores fokus, var at håndtere ham på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Da han var uregerlig,  brugte vi peberspray for at få ham pacificeret, så vi kunne anholde ham, siger vagtchefen.

De nærmere omstændigheder er endnu ikke helt afdækket i rapporten, oplyser vagtchefen, der også fortæller, at der er oprettet en hærværkssag.