Fuglene lyver ikke: Foråret er på vej!

Bramgæs og sanglærker er søndag set trække mod nord. Det er et sikkert forårstegn, siger biolog.

Vinteren er snart slut, og foråret er på vej!

Hvis bramgæs og sanglærker kunne tale, er det, hvad de ville fortælle lige nu. I hvert fald blev en større flok af de to fuglearter i formiddags spottet flyve mod nord over Hornbæk Strand i Helsingør. Og det er faktisk et sikkert tegn på forårets komme, lyder det fra en biolog.

- Fuglene er et levende barometer på, hvad der sker. De kan mærke, at det bliver mildere, og når de trækker nordpå, er det er et tegn på, at foråret er lige om hjørnet, siger Thor Hjarsen, der er biolog og naturvejleder, til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at sanglærkerne er nogle af de første fugle, der tager på træk i foråret.

- Når de kan mærke, at temperaturen stiger, begynder de at trække mod nord. Hvis man kigger op og lytter lidt, så kan man høre sanglærkerne, siger Thor Hjarsen.

Det er ikke kun fuglene, der kan mærke, at det bliver varmere. Termometeret når søndag op på 10 grader mange steder i hovedstadsområdet.

- Der er efterhånden forår i luften. Der er allerede folk, der har set erantisser, og det er et andet forårstegn. Normalt siger man, at foråret starter 1. marts, så der er reelt heller ikke så lang tid til,  siger Thor Hjarsen.

Helt forår er det dog ikke endnu. I hvert fald melder TV 2 Vejr om nattefrost et par gange i den kommende uge.

Men det kan tyde på, at vi godt så småt kan begynde at lede efter det knapt så varme tøj i skufferne. Og det er jo en nyhed, der er værd at bringe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik