Fuglebur, kæmpe cigaret og rist skal give rygere bedre vaner med skodderne

Rygerør, skodstandere og askebægere under store riste i fortovet er noget af det, der skal få rygerne til at være ansvarlige med deres cigaretskod.

På hver side af indgangen til Ishøj Station står en gul og hvid stander. De er en meters penge høje og med et stort cigaret-symbol på. De er helt nye og glimter i solen.

Anette Juhl, projektchef i Hold Danmark Rent, sætter hånden på den ene af standerne:

- Det her rygerør er godt at bruge et sted, hvor der er en høj intensitet af mennesker. Det er meget synligt, og det har en stor kapacitet, siger hun.

Standerne skal få rygerne til at smide skodder ned i røret - i stedet for på jorden. 

6.000 skod kan røret indeholde, men det skal nu tømmes jævnligt af kommunens folk, før det er helt fyldt op.

Rygerne skal lokkes til at opføre sig ansvarligt med deres skod
Rygerne skal lokkes til at opføre sig ansvarligt med deres skod
Foto: Annie Aurby TV 2 Lorry

2-3 milliarder skod om året

quote Det her rygerør er godt at bruge et sted, hvor der er en høj intensitet af mennesker. Det er meget synligt og det har en stor kapacitet

Anette Juhl, Projektchef i Hold Danmark Rent

10 millioner cigaretskod bliver smidt på jorden i hele Danmark. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skod kan være op til fem år om at blive nedbrudt. I alt giver det mellem to og tre milliarder skod om året i hele landet, har organisationen Hold Danmark Rent regnet sig frem til.

Her kommer den nye kampagne ind i billedet. Ishøj og Helsingør er med i et forsøg, hvor der bruges former, farver og store bogstaver i kampen mod skodderne på gaden.

- Det her er sådan set et helt almindeligt askebæger, som man har sat noget folie på, som giver det ekstra synlighed, så man ikke er i tvivl om, at det er et askebæger, siger Anette Juhl.

Og den grå stander har da også fået kæmpe bogstaver på orange bund med ordet "askebæger" klistret på..

Rygeloven har sendt rygerne ud på gader og stræder. Og cigaretskod er den hyppigste type affald i byen, har kommunen målt sig frem til. 

Idéen er at samle en masse erfaringer omkring, hvor og hvordan forskellige askebægre og skilte virker og så finde frem til de løsninger, som appellerer så meget til rygerne, at de bruger askebægrene til deres skod.

Former, grafik og farver skal gøre opmærksom på hvor man kan smide sit cigaretskod
Former, grafik og farver skal gøre opmærksom på hvor man kan smide sit cigaretskod
Foto: Annie Aurby TV 2 Lorry

Riste og fuglehuse du må skodde i

En kæmpe rist med samme tekst på orange bund hele vejen rundt i kanten er bygget ned i fliserne mellem busstoppestederne på pladsen ved stationen. Der skal prøves mange muligheder af, og folk skal kunne se dem.

 Det her er også et askebæger, vi kalder det en rygerist, og det fungerer rigtig godt et sted, hvor folk står stille og ryger. Som man kan se, så er den blevet brugt, og der ligger ikke ret mange rundt om, siger Anette Juhl glad.

Og rygerne lægger faktisk mærke til askebægerne:

Andreas Wilson skal med bussen om fem minutter og kan lige nå en smøg.

- Jeg syntes, det er super smart. I stedet for at smide den på jorden, så kan man lige så godt smide den på jorden i en rist, der er et askebæger, siger han og griner lidt.

 En anden ryger er også positiv:

- Jeg tror, effekten den bliver, at der er færre skod rundt omkring, og så tror jeg også, det er lidt bedre for naturen, siger Simon Martin Spangenberg Bastrup.

Fuglebur er også askebæger

Vi er ved et busstop ved en af Ishøjs store uddannelsesinstitutioner, NEXT, og det flyder med cigaretskod udenfor skolens matrikel. For man må ikke ryge på skolen. 

Og så ender skodderne ved busstoppet lige foran skolen, og det problem skal løses.

- Det her er en relativt billig løsning på et relativt stort problem. For cigaretskodder ved busstoppesteder i Danmark, det er et ret stort problem, siger Anette Juhl fra Hold Danmark Rent.

Et stykke derfra står et fuglehus i gul og med en sjov tekst om, hvordan man smider sine skodder ind i det. For det er også et askebæger.

Fuglehuset er 30-40 centimeter højt og sidder på siden af busstoppet. Og så er der gjort opmærksom på det med en stor, hvid og gul cirkel på fortovet, hvor der står. "Her kan du ryge".

Foreløbigt vil de nye askebægre blive testet frem til august i år, og derefter skal kommunen analysere på resultaterne og beslutte, om askebægrene skal gøres permanente, eller om de skal udskiftes med andre mere effektive løsninger. 

En humoristisk instruktion i hvordan man bruger fuglehuset, skal få folk til at bruge det mere, fortæller Anette Juhl, Projektchef i Hold Danmark Rent
En humoristisk instruktion i hvordan man bruger fuglehuset, skal få folk til at bruge det mere, fortæller Anette Juhl, Projektchef i Hold Danmark Rent
Foto: Annie Aurby TV 2 Lorry

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik