Frygt for stigende kunstner-ledighed

Designerdating, karrierecoaching og grundig opfølgning på, om kunstdimittenderne kommer i arbejde. Landets kunstuddannelser har de senere år arbejdet fokuseret på at komme den ellers traditionelt høje ledighed blandt designere, billedkunstnere, musikere og andre kunstuddannede til livs.

Og i den seneste beskæftigelsesrapport fra Kulturministeriets rektorer dalede
ledigheden blandt dimittenderne da også stort set over hele
linjen.

Men nu frygter flere rektorer, at finanskrisen vil
skubbe ledigheden den forkerte vej igen, skriver Børsen Kultur.
Blandt dem er Elsebeth Gerner Nielsen, rektor på Designskolen i
Kolding.

Skolen opnåede ellers i den seneste opgørelse et
markant fald i ledigheden blandt dimittender fra den jyske
designskole fra 20 pct. til 14,5 pct. »Jeg er da bange for, at
vi ikke kan holde det fald i ledighed, som vi havde sidst, jeg
hører jo også meldingerne om, at det er blevet langt sværere at
få foden indenfor i den grafiske branche, og på et tidspunkt
kommer der problemer i modebranchen, hvor mange af
virksomhederne har det svært.

Men da vi lige efter sommerferien
undersøgte, hvordan det er gået med vores nyeste dimittender var
beskæftigelsesprocenten på samme niveau som vanligt, så man skal
ikke tager sorgerne på forskud, og vi gør meget for at give de
studerende de nødvendige kompetencer blandt andet via
samarbejder med andre uddannelser og obligatorisk praktik,«
siger hun til Børsen Kultur.

Også Elsebeth Gerner Nielsens
kollega på Danmarks Designskole, rektor Peter Bysted, forventer,
at ledigheden vil stige for hans dimittender, skriver avisen.