Frygt for børnelokker ved skole

Inden for få dage har skolebørn fra Borupgårdskolen i Snekkersten ved Helsingør to gange og uafhængigt af hinanden berettet om en mand, som skulle have antastet dem på vej fra skolen til fritidshjemmet Smakken nogle få hundrede meter derfra, skriver Helsingør Dagblad.

I ingen af tilfældene førte det til overgreb mod 1.- og 3.-klasseeleverne, men den seneste af de to episoder, som gik ud over en syv-årig dreng, er anmeldt til politiet.
Ifølge skoleeleven så fulgte manden efter ham fra Smakkevej og helt op til Vapnagård, hvor drengen bor, inden han forsvandt.
Hans antastning af den 7-årige skulle være fundet sted mandag eftermiddag, men der er også oplysninger om et tidligere tilfælde som stammer tilbage fra torsdag i sidste uge.
Det skulle ifølge forældrene også være anmeldt til politiet, men i går kendte politiet ikke noget til henvendelsen.
I begge tilfælde skulle manden have tilbudt at følge drengene hen til fritidshjemmet eller hjem til deres bopæl.
Børnenes beretninger om, hvad der mest af alt ligner en børnelokker på fri fod, har imidlertid fået ledelsen Borupgårdskolen til at tage sine forholdsregler.
I går pålagde klasselærerne for de mindste klasser alle eleverne indtil videre at færdes i grupper eller i det mindste parvis, når de går fra skolen til Smakken, oplyser skoleinspektør Jarl Gerner
Desuden vil skolens lærere og gårdvagter fra i dag skærpe opsynet med fremmede personer på skolens matrikel.
Skoleledelsen har endnu ikke fundet det påkrævet at sende en officiel meddelelse om hændelserne ud til børnenes forældre.
Efterforskningsleder Anders Kusk fra Nordsjællands Politi i Helsingør oplyser, at den pågældendes optræden under alle omstændigheder er »unaturlig«.
- Det er helt rigtigt af personale og forældre at anmelde sagen til politiet, siger Anders Kusk til Helsingør Dagblad.
Signalementet af den mistænkte er imidlertid uhyre sparsomt. Der er tale om en dansktalende, mørklødet mand med mørkt hår.