Frustreret Palæo-ejer: 'Det kan betale sig at være kriminel'

Ejeren af restaurantkæden Palæo meldte sin medejer til politiet for små to år siden. Politiet har endnu intet gjort.

Et år og ti måneder efter, at ejeren af restaurantkæden Palæo har anmeldt sin medejer for at have stjålet små 900.000 kroner, har Københavns Politi endnu ikke gjort noget ved sagen. Det melder Radio24syv.  

- Det er efter min opfattelse totalt uacceptabelt. Hvis der er sket en forbrydelse, er det jo vigtigt at komme hurtigt i gang for at sikre beviserne - og det gælder jo også, hvis man skal tale med nogle vidner. Selve sagen bliver dårligere, jo længere den ligger, siger Sysette Vinding Kruse, forsvarer og formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg, til Radio24syv og fortsætter:

- Det er jo også helt urimeligt over for både den mistænkte, der måske slet ikke har gjort noget, men også over for den forurettede, der måske har mistet en masse penge og bare sidder og venter.

Palæo-ejer Peter Emil Nielsen, der altså efter eget udsagn netop har mistet en masse penge, frygter, at hans sag bliver forældet, og derfor er han vred over den lange sagsbehandlingstid.

- Det kan betale sig at være kriminel i Danmark, siger han til Radio24syv.

Han har ifølge Radio24syv været så desperat, at han har overvejet at forsøge at fremprovokere en voldelig reaktion hos sin tidligere medejer for at få en voldssag, der måske vil gå hurtigere end sagen om den økonomiske kriminalitet.

Københavns Politi erkender og beklager den lange sagsbehandlingstid.

- Det er ikke optimalt, og det er ikke i orden, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen til Radio24syv.

Han begrunder ventetiden med en markant stigning i antallet af sager om økonomisk kriminalitet. Han fortæller, at politiet har inddraget personale fra andre afdelinger til at bistå med indsatsen.

Den politianmeldte tidligere Palæo-medejer har ikke ønsket at stille op til interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik