01:15

Frustreret over P-bøde: 'Det virker som en pengemaskine'

Marianne Bruun er rasende.

- Jeg synes, at det er dybt uretfærdigt, siger hun til TV2 Lorry.

Det uretfærdige består i, at Center for Parkering i Københavns Kommune ikke vil eftergive hendes bøde, selvom hun har købt parkeringsbillet.

Uheldigvis har hun bare trykket et ciffer forkert, da hun indtastede bilens registreringsnummer på parkeringsautomaten.

- Det virker som om, at det er en pengemaskine – som om de sidder og fryder sig over, at jeg har lavet en fejl, siger Marianne Bruun til TV 2 Lorry. 

Marianne Bruun har klaget til Center for Parkering i Københavns Kommune og har dokumenteret, at hun, der ejer bilen, også er hende, der har købt billet til en bil med et lignende registreringsnummer.

Det burde være nok til, at kommunen ville eftergive hendes bøde, mener hun.

- Her kan man jo sammenkæde bilens ejer og betalt parkeringsafgift, så jeg forstår ikke, at de fastholder bøden. Hvis det havde været et almindeligt kundeforhold, så havde man slettet bøden med det samme, siger hun til TV 2 Lorry.

København har indført et digital parkeringssystem, så man ikke længere skal lægge en parkeringsbillet af papir i forruden. I stedet skal man indtaste sin bils registreringsnummer, når man køber billetten.

Skulle man komme til at taste forkert, så falder hammeren.

- Vi kan godt forstå, at det er en ærgerlig afgift at få, men det er borgerens ansvar at sikre, at det er det korrekte registreringsnummer, som bliver indtastet, skriver Parkering København i en mail til TV2 Lorry.

Marianne Bruun har i øvrigt betalt bøden på 510 kroner.