Frivillige strømmer til plejehjem

Antallet af frivillige stiger i Danmark. Det kan ses i Hillerød Kommune, hvor samtlige plejehjem nu gør brug af de ekstra kræfter. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Regeringens ønske om at danskerne i højere grad skal deltage i frivilligt arbejde er tilsyneladende blevet opfyldt på Hillerøds plejehjem.
Efter at otte nye frivillige er startet på Ålholmhjemmet, benytter alle kommunens seks plejehjem nu frivillig arbejdskraft. De hjælper blandt andet med at læse avis, gå ture eller være besøgsvenner for beboerne.
Ifølge afdelingschef for Ældre og Sundhed i Hillerød Kommune, Inge Ketelsen, er antallet af frivillige på plejehjemmene steget inden for de seneste to år.
Sparetiderne har gjort, at plejehjem i hele landet har fået mindre tid til omsorgen for beboerne på plejehjemmene. Det er især gået ud over de aktiviteter, der arrangeres, såsom banko eller udflugter.
- Der er generelt en efterspørgsel efter frivillige. Ikke bare på plejehjem, men på hele socialområdet, siger Finn Brændgaard, afdelingschef for frivillige i Ældre Sagen.
- Der er ved at ske noget i det danske samfund i øjeblikket. Folk har flere og flere ressourcer. Man vil gerne sende et signal om, at man har overskud og vil noget for andre.
Socialminister Henriette Kjær (K) har lagt op til, at over halvdelen af danskerne inden for 10 år skal lave frivilligt arbejde. I dag arbejder 35 procent af danskerne med frivilligt arbejde. Ministeren peger blandt andet på plejehjem som et fokusområde.
En undersøgelse fra Frivilligrådet i år viser, at antallet af frivillige i Danmark er steget de seneste tre år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik