Idrætsverdenen har en over 100 år gammel tradition for frivilligt arbejde Foto: TV2/Lorry

Frivillige bærer kulturen

Fedt at du er frivillig« er navnet på en ny kampagne fra DGI, men det frivillige engagement er ikke alene en bærende del af idrætslivet. Ifølge Frederiksborg Amts Avis gælder det i høj grad også kulturlivet.

Undersøgelser viser, at en tredjedel af danskerne udfører frivillige arbejde, og for over halvdelen af dem foregår det indenfor kultur og fritid.

Hvor idrætsverdenen har en over 100 år gammel tradition, er der de seneste 30-40 år opstået et væld af kulturelle foreninger i lokalsamfundene. Eksempelvis har foreningerne under Halsnæs Kulturelt Samråd omkring 17.000 medlemmer, hvilket er mere end halvdelen af kommunens samlede indbyggertal.

Det frivillige kulturliv er en bred palet af kunstforeninger, amatørteater og alskens andre foreninger alle præget af ildsjæle. Det mangfoldige foreningsliv har præget os og former stadig vores samfund, mener kulturministeren.

- Jeg synes, det er positivt at kunst og kultur præger lokalsamfundenes udvikling, og jeg har selv oplevet mange gode eksempler på, hvad frivillige ildsjæle og kommunerne gør for kulturlivet. Kunst og kultur kender heldigvis ikke til grænser eller udkantsområder. Alle har brug for det og alle bør have adgang til det. Det er med til at danne os som samfundsborgere, siger kulturminister Marianne Jelved (R) til Frederiksborg Amts Avis.

Den tidligere formand for kulturudvalget i Halsnæs Kommune, Helle Lunderød (S) ser det frivillige foreningsliv som en afgørende del af det lokale demokrati og en drivkraft for udviklingen.

- Det frivillige arbejde i kultur og idræt er med til at give en mental sundhed. Det er et kæmpe løft for lokalområdet, der giver livskvalitet og samhørighed, siger Helle Lunderød.