Foto: TV2/Lorry

Frivillig nationalpark på vej

Nationalpark: Halsnæs, Helsingør og nu også Gribskov er klar med en afgrænsning af kommende nordsjællandsk nationalpark. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nationalparkforslaget Kongernes Nordsjælland er kommet tættere på, efter at der nu er frivillig aftale med private lodsejere i Gribskov Kommune om at skabe naturkorridorer, der forbinder kerneområder som Gribskov, skovene ved Helsingør og Tisvilde Hegn.

- Det er nu muligt at få dannet en nationalpark, hvor der er forbindelse mellem parkens statsejede kerneområder. Alle private lodsejere, der berøres, er gået med til det frivilligt, siger Gribskov-borgmester Kim Valentin (V) ifølge avisen.

Gået uden om de områder, hvis lodsejere ikke vil tilslutte sig

Kim Valentin oplyser, at der i Gribskov kan skabes en korridor mellem Esrum Sø og Nordkysten, ligesom lodsejere i området mellem Tisvilde Hegn, Holløse Bredning og de tre småskove Valby Hegn, Aggebo Hegn og Græsted Hegn er positive. Dermed er man gået uden om de jorder, hvor lodsejerne ikke har villet tilslutte sig parken frivilligt.

Tidligere har Helsingør Kommune vedtaget, at hele Nordkysten fra Hornbæk til Helsingør skal med i »Kongernes Nordsjælland«, og Halsnæs Kommune har meldt ud, at Frederiksværk og Lynæs bliver byområder i nationalparken sammen med kyststrækningen derimellem.

Formand for Nordsjællands Landboforening, Herdis Dam, mener, at der nu er garanti for frivilligheden i projektet.

Tæt på at nå i mål

- Det er lykkedes at sikre frivilligheden. Ikke mindst fordi kommunerne nu har størst fokus på at sikre de kulturhistoriske værdier i Kongernes Nordsjælland mere end ambition om nye store uforstyrrede naturområder. Nordsjælland ser ud til at få en stribe kultur-perler i en nationalpark, hvor snoren mellem perlerne nogle steder er lidt tynd. Jeg tror, at man er tæt på at nå i mål, men det kommer an på, om man kan »sælge« ideen om en kulturpark til forligspartierne i Folketinget, siger hun.

I forvejen er Vadehavet, Mols Bjerge og Nationalpark Thy udnævnt til nationalparker, mens nationalparkforslaget Skjoldungernes Land ved Lejre er i offentlig høring.