Frit valg er ikke for handicappede

Lighed i Sundhed: Alle har ret til frit sygehusvalg - men handicappede kan kun benytte sig af retten, hvis de selv ordner transporten.Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Foto: TV2/ Lorry

Inge-Lise Højmark fra Hørsholm lider af post polio, og hun ville sidste år benytte sig af frit sygehusvalg til undersøgelse på Glostrup Hospital. Som handicappet har hun ret til transport, mente hun - men det viste sig, at retten til transport kun gjaldt til det hospital, regionen måtte anvise - og altså ikke til det hospital, hun havde valgt.

At frit valg-ordningen ikke er fulgt op af en ret til kørsel for handicappede er i praksis forskelsbehandling, mener formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

- Det er tæt på forkasteligt, at man ikke har sørget for, at det frie sygehusvalg er fulgt op af en kørselsbekendtgørelse, som sikrer handicappede ret til kørsel til det hospital, de måtte vælge inden for deres bopælsregion. Jeg vil sige, at det er imod ånden i loven, hvis det da ikke er i direkte strid med loven, siger han.

Lars Engberg mener, at situationen på området i dag, hvor handicappede kun er sikret transport til det hospital, som et regionsråd anviser, i praksis udelukker mange handicappede fra det frie sygehusvalg.

- Det frie valg er kun for ressourcestærke personer, siger han.

Også formanden for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, den radikale Karin Friis Bach, kalder det en uheldig situation.

- Det bryder med princippet om, at handicappede skal have lige vilkår, når de ikke er reelt ligestillede på det her område. Jeg mener, det er kørselsbekendtgørelsen, som bør laves om, og jeg vil tage kontakt til mit partis sundhedsordfører, siger hun.

Karin Friis Bach mener også, at sagen understreger behovet for, at Region Hovedstaden får et eget handicapråd, et råd regionsrådsmedlem Karsten Skawbo-Jensen (K) tidligere på året foreslog regionsrådet at nedsætte.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret