Fri af ghettolisten, men nu vil borgmester have Askerød tilbage på listen

Askerød skal tilbage på ghettolisten, siger Greves borgmester, for der er stadig problemer i området. Hun og beboerne er bare ikke enige om løsningen.

- Jeg har på et tidspunkt sagt, at jeg så jo gerne at Askerød kom på ghetto-listen. Og det sagde jeg ud fra den betragtning, at den værktøjskasse som nu åbner sig op, den kan vi så benytte os af. Det er jo en forudsætning at man har en ghetto for at kunne benytte sig af den, siger Pernille Beckmann, Greves Venstre-borgmester i vores serie "Ghetto - Hva´nu?"

Se serien her

Formanden for afdelingsbestyrelsen i Askerød, der repræsenterer beboerne, er ikke enig i at ghetto-værktøjer vil hjælpe Askerød :

- Jeg forstår godt hvorfor borgmesteren siger, som hun gør. Hun vil have nogle værktøjer, så hun kan forbedre Askerøds image og forholdene i Askerød. Men det, der er hovedproblemet, det er beboersammensætningen i Askerød og det er de arbejdsløse. Og det er sociale problemer, siger formand Jørgen Fahlgren, der ikke kan se at regeringens nye ghetto-værktøjer skaffer nogen i job.

quote Det, der er hovedproblemet, det er beboersammensætningen i Askerød og det er de arbejdsløse. Og det er sociale problemer.

Formand for afdelingsbestyrelsen i Askerød, Jørgen Fahlgren

På kanten af ghettolisten trods kamp

Askerød er et boligområde, der hopper ind og ud af ghettolisten. Fra 2010 til 2012 var området på listen og igen fra 2014 til 2016. 

En massiv indsats fra kommunen med en helhedsplan, der skal få etniske mødre i job, lommepenge-job til de unge og straks-aktivering af kontanthjælpemodtagere har hjulpet Askerød væk fra ghetto-listen.

I dag er her forholdsvist roligt og et dejligt sted at bo, siger Eva Birkved, der har boet her i 16 år. Men da hun flyttede ind, var det ellers lyse byggeri med de store terasser og de hyggelige haver alt andet end en dejlig landsby:

- Jeg kan ikke huske hvor lang tid vi havde boet her, men jeg oplevede en skudepisode neden for mine vinduer, hvor en blev ramt, siger Eva Birkved.
Oven i kom nedbrænding af ungdomsklubbe, massivt hærværk og stenkast mod politi og brandvæsen.

I dag er cykelskurene af stål, affaldscontainerne er boltet fast til jorden, og legepladsen er bygget i et hærværkssikret design. Boligselskabet Bo-Vest har renoveret for millioner. Kommunen og boligselskabet BO- VEST har styret, hvem der flytter ind. Med fleksibel udleje har man sørget for at nye beboere har job.

Og i 2012 vedtog man så, at der skulle rives TO blokke ned. For at gøre området mere lyst, trygt og attraktivt.

- Det hjalp ikke på noget. Selvfølgelig blev der lidt lysere og man mistede cirka 30 boliger . Dem, der så ikke blev plads til, var det så de arbejdsløse eller dem med job? Det er der ingen opgørelser over, fortæller afdelingsformand Jørgen Fahlgren.

I 2017 lykkedes det Askerød at slide sig fri af ghetto-listen.

Hør afdelingsformanden fortælle hvad det hjalp på, da der blev revet to blokke ned i Askerød:

Forskellige visioner for Askerøds fremtid

Der er stadig mange arbejdsløse i området. 29,8 pct. viser sidste års tal fra Landsbyggefonden. 

Og det burde kommunen gøre noget ved, mener Jørgen Fahlgren:

- Man kunne stille nogle krav til erhvervslivet, både her og på landsplan. Så de var tvunget til at tage nogle flere lærlinge og hjælpe de arbejdsløse, siger han.

Men borgmesteren har et argument for sit ønske om at kunne bruge de nye ghetto-værktøjer i Askerød:

- Jeg tror en af måderne at komme det til livs, det er at tvinge børn i daginstitution, for så kan du også  få forældrene ud på arbejdsmarkedet den vej rundt, siger hun.

Tallene fra Landsbyggefonden viser også at der bor 2,2 pct dømte i Askerød. Det er over grænsen på 1,98 pct som regeringen har som et af sine ghettokriterier i år.

Men alene det, er altså ikke nok til i at komme på ghetto-listen i år.

- Det er jo på sin vis rigtigt positivt, men på den anden side så gør det jo også at den udvikling som er i Askerød som er god, der kan vi ikke komme det sidste stykke. Fordi vi har simpelthen brug for at kunne skrue på det sidste, siger borgmester Pernille Beckmann.

Hun og afdelingsformanden har hver deres ønske for hvordan Askerød er om ti år:
 
- Drømmen er at vi har en befolkningssammensætning ,der ligner resten af Greve kommune. At vi har en fire, fem pct. arbejdsløse, vi har vellønnede beboere. Folk, der er glade for at bo her, siger Jørgen Fahlgren.

Pernille Beckmann efterlyser aktive beboere:

- Jeg vil ønske, at man har et boligområde, der summer af fællesskab, liv og der er aktivitet på de grønne arealer. Og det tror jeg også godt man kan, hvis man er fælles om det.  Men det kræver at vi alle sammen trækker i samme retning, siger borgmesteren.

Landsbyggefondens tal for Askerød 2017 overfor nuværende ghetto-kriterier:

1540 beboere

 

Udenfor arbejdsmarkedet (>40 pct.): 29,8 pct.

Ikke-vestlige indvandere og deres efterkommere (>50 pct.): 49,7 pct.

Dømte (>_ 1,98 pct.): 2,2 pct.

Kun grundskole( > 60 pct.): 51,4 pct.

Gns. indkomst (< 55 pct.)

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik