Foto: Lorry

Fremtidens forstad rykker til Hedehusene

Høje-Taastrup Kommune og Realdania By kunne i dag mandag afsløre, at de er gået sammen om at udvikle en helt ny attraktiv og bæredygtig bydel.

Bydelen bliver med cirka 4200 boliger og op til 10.000 nye borgere i Hedehusene. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Med projektet »NærHeden - fremtidens forstad« vil parterne nytænke forstaden i en ambitiøs satsning på kvalitet og bæredygtighed, sundhed og social sammenhængskraft.

- Vi vil bygge en bydel, der opfylder menneskets behov i det nye årtusinde. Vi vil opfylde drømmen om en god og funktionel bolig i en bydel, der har nem adgang til alting for mennesker, der vil hinanden, og som ikke mindst er bæredygtig, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K).

Fokus på kvalitet og bæredygtighed

Den nye bydel skal være CO2-neutral og tilbyde en samlet bæredygtig løsning for energiforbrug og forsyning.

- Realdania By er gået i partnerskab med Høje-Taastrup Kommune, fordi vi ønsker at demonstrere, hvordan et stationsnært forstadsområde tæt på København kan nytænkes og løftes markant med fokus på kvalitet og bæredygtighed i bred forstand, med særlig fokus på social trivsel og sammenhængskraft, siger Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov.

En kommende konkurrence skal give bud på, hvordan opgaven med den nye bydel mere konkret kan løses, skriver DAGBLADET Roskilde.