Fremtidens bæredygtige energisystem indvies i Storkøbenhavn

Tirsdag blev en ny stor demonstrationsvarmepumpe indviet. Den skal for fremtiden sikre en mere fleksibel og bæredygtig fjernvarme.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen og direktør i HOFOR Lars Therkildsen til indvielsen af den nye elvarmepumpe. Foto: Hofor

Varmeselskaber og teknik- og miljøborgmesteren har store planer for fremtidens energisystem, og de lader ikke til at holde sig tilbage.

Tirsdag kunne teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) nemlig indvie en stor demonstrationsvarmepumpe, der skal udnytte varmen fra både hav- og spildevand. Det skriver HOFOR i en pressemeddelelse.

Vi skal allerede nu begynde at sigte efter at blive en helt fossilfri storby

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester

Teknik- og miljøborgmesteren i Københavns Kommune er glad for, at man nu kan begynde at gøre sig de erfaringer, der skal til for at gøre København CO2-neutral.

- København har sat et ambitiøst mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Men vi skal allerede nu begynde at sigte efter at blive en helt fossilfri storby ved eksempelvis at stoppe affaldsforbrænding. Det kræver, at vi tager fat på at eksperimentere med ting som varmepumper og geotermi. Jeg er derfor glad for, at vi nu for alvor begynder at gøre os erfaringer med, hvordan det kan indpasses i den københavnske varmeforsyning, siger teknik- og miljøborgmesteren i pressemeddelelsen.

Store elvarmepumper forventes at blive en helt central teknologi i fremtidens bæredygtige energisystem. Varmeselskaberne HOFOR, CTR og VEKS er derfor gået sammen med en række partnere for at få elvarmepumpen etableret i Sydhavnen ved Sjællandsbroens pumpestation.

En mere bæredygtig løsning

Demonstrationsvarmepumpen skal teste, om der kan hentes energi og varme fra havvand og spildevand. Disse kilder har nemlig stort potentiale til at forsyne hovedstadsområdet med fjernvarme i fremtiden.

Det er afgørende at få testet hvilke varmekilder, der egner sig til fjernvarme

Lars Therkildsen, direktør i HOFOR

Det er derfor en stor milepæl for hele hovedstadsområdet, at demonstrationsvarmepumpen nu er sat i gang, mener direktør i HOFOR, Lars Therkildsen.  

- Fremtidens grønne, fleksible energisystem skal udvikles i flere etaper. Biomassen er den første trædesten, som er helt afgørende for Københavns målsætning om at blive verdens første CO2neutrale hovedstad i 2025. For at være klar til den næste etape, er det nødvendigt, at vi får erfaringer med varmepumper i stor skala. Det er afgørende at få testet hvilke varmekilder, der egner sig til fjernvarme, og at få afklaret, hvor driftssikker, økonomisk effektiv og fleksibel teknologien er, siger Lars Therkildsen.

Varmepumpen kan forsyne omkring 1100 husstande med fjernvarme.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik