Fremmed har adresse hos Kaj: Nu kan hans pension blive beskåret

Kaj Skaaning er folkepensionist og bor alene i sin andelsbolig i Vanløse. Men den tidligere ejer står stadig registreret på hans adresse - og det giver problemer.

00:21

I fredags kunne TV 2 Lorry fortælle om studerende Emil Brun i Vanløse, der slås med konsekvenserne af at en fremmed mand også er tilmeldt hans folkeregisteradresse. Nu fortæller TV 2 Lorry om Kaj Skaaning, der nu får nedsat pensionen fordi hele 2 fremmede mennesker på samme vis er registreret på Kajs folkeregisteradresse. Video: Anna Clara Ingemann - TV 2 Lorry

I efterhånden flere måneder har Kaj Skaaning kæmpet med at få frameldt en person, han ikke kender, fra sin adresse.

I andelsboligen i Vanløse bor han helt alene, men alligevel modtager han stadig post til lejlighedens tidligere ejer.

Årsagen er, at den tidligere lejer ikke har fået frameldt sin adresse - og nu er flyttet til Nepal.

Men den tidligere ejers forglemmelse kan få konsekvenser for Kaj Skaaning, selvom det ikke er hans egen fejl.

Nu har han modtaget brev fra Udbetaling Danmark om, at han vil blive skåret i sin folkepension, da han ifølge myndighederne bor med en samlever.

Læs også Kaos i Folkeregister: Emil kan ikke få fremmed afmeldt sin adresse

- Det er selvfølgelig et problem, at der bor to mere på adressen. Men det kan jo ikke være rimeligt, at de bare kan tage mine penge fra mig - helt uberettiget, siger han.

Lejligheden købte Kaj Skaaning tilbage i september, og allerede i oktober skrev han til Folkeregisteret i Københavns Kommune, da han modtog breve til andre end sig selv og opdagede problemerne.

- Der er stadig intet sket, og jeg ringer månedligt til Københavns Kommune og spørger, om der er sket noget nyt i sagen. Men det er der ikke, siger Kaj Skaaning.

Her viser Kaj Skaaning sin hoveddør, hvor hans navn, og kun hans navn, står på hoveddøren. Alligevel er to andre registreret på adressen. Foto: Anna Clara Ingemann - TV 2 Lorry

Én ting er det administrative bøvl i sager som Kaj Skaanings, men ifølge ham er der dog flere problemer ved fejlene i Folkeregistret.

- Så er jeg i øvrigt ikke interesseret i at være dækadresse for andre mennesker. Og jeg mener heller ikke, at det bør være et generelt problem, at folk kan tiltuske sig en adresse, hvor det passer dem.

Langt fra den eneste

I fredags fortalte TV 2 Lorry om 22-årige Emil Brun, der havde haft besøg af politiet, fordi en ukendt person på hans adresse ikke havde fået betalt sine regninger.

- Jeg modtager breve fra DSB og fra Metroselskabet til en person, der ikke bor på min adresse, og som jeg ikke kender. Men der er også kommet noget fra et inkasso-firma, så personen må have nogle problemer fra sin fortid, siger Emil Brun.

Efter historien om Emil er det væltet ind med beskeder til TV 2 Lorry fra andre borgere, der har oplevet det samme.

På vores Facebook-side skriver Frank Jørgensen eksempelvis, at han til sidst opgav at få hjælp fra Københavns Kommune, selvom han flere gange havde ringet derind.

En anden – Gitte Pedersen – skriver, at Emil ikke er alene, da hun og hendes mand har haft samme problem siden oktober – og at de heller ikke endnu har fået svar på deres henvendelser.

Sagerne hober sig op

Forklaringen på den lange sagsbehandlingstid skyldes ifølge Københavns Kommune, at man dagligt har 10.000 flyttesager, og at især problemerne med stor lægemangel i kommunen har gjort, at der har været nok at se til for de ansatte.

Men ifølge kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde, hvis forvaltning er ansvarlig for folkeregister-området i kommunen, er der bedring på vej.

- Det er jo en situation, der har kørt nogle måneder - også herinde på Københavns Rådhus. Så det er en sag, der bliver prioriteret og det er en sag, vi arbejder på at få udbedret - både i forvaltningen, men også politisk, siger hun.

Læs også Folkeregisteradresse på ulovlige husbåde

Ifølge borgmester Franciska Rosenkilde er der allerede afsat flere hænder til at få kigget på de mange sager om borgere, der har ukendte personer tilknyttet deres adresse - men at forbedringerne først vil kunne ses om en måneds tid.

- Derudover er mit håb og også min ambition, at vi får tildelt nogle flere midler til det her område, så vi hurtigere kan få sagsbehandlingstiden ned, siger hun.

Og lige præcis den udmelding vækker glæde hos Kaj Skaaning, som også ser det som en fornuftig løsning på problemet, der har ramt ham og flere andre københavnere.

- Man må jo ligesom sige, at hvis der er et kæmpe problem her, så må der jo sættes ressourcer af til at løse det og sætte nogle flere folk på sagsbehandlingen - for så kan man få de der dækadresser væk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik