Foto: TV2/Lorry

Frem med tålmodigheden! Vejarbejde på Køge Bugt igen igen

Vejarbejde byder Køge Bugt-bilisterne velkommen hjem fra ferie.

Køge Bugt Motorvejen skal have ny asfalt, og en bro skal rives ned. Det giver ekstra udfordringer for de i forvejen pressede bilister på Køge Bugt Motorvejen. Både stykket mellem Ishøj og Vallensbæk og lige nord for Køge er berørt.  

I aften går det løs med at lægge ny asfalt mellem Ishøj Strand og Vallensbæk S. Fra klokken 19.00 bliver det østgående spor ledt over i det vestgående. Der er kun et spor åbent i østgående retning og to i vestgående. 

Arbejdet vil stå på mellem klokken 19.00 og klokken seks om morgenen frem til den 17. august. Når der arbejdes på strækningen vil hastigheden være sat ned til mellem 50 og 80 kilometer i timen i begge retninger. 

Længere nede af Køge Bugt Motorvejen venter flere udfordringer fra på fredag, hvor arbejdet med at rive Lyngvejsbroen ned går i gang. 

Tilkørselsrampen ved Lyngvej mod syd er lukket fredag til lørdag. Trafikanterne skal i stedet køre på motorvejen ved Egedesvej. I hver retning ved broen er der fra fredag aften kun et spor åbent og hastighedsgrænsen sat ned til 50 kilometer i timen.

Lørdag morgen åbner motorvejen igen med to kørespor, hvis alt går efter planen. Efter det påbegyndes nedrivningen  over de nordgående spor, men motorvejen vil have to spor åbne i begge retninger i resten af arbejdsperioden.

I løbet af natten til mandag den 15. august vil motorvejen igen være åben i tre spor i hver retning ved Lyngvejsbroen.