Frem med penslen: Øresundsbroen skal males

Efter 16 år er det blevet tid til at svinge penslen på Øresundsbroen.

300.000 kvadratmeter.

Det virker som et nærmest uoverskueligt stort projekt der venter malerne på Øresundsbroen.

Den skal nemlig males og der er langt fra tale om et hyggeligt lille weekendprojekt. Det vil nemlig strække sig fra 2019-2028.

Efter 16 års vejr, vind og korrosion er det blevet tid til at forberede en ny omgang maling.

– Det nuværende lag maling er i forholdsvis god stand, og vi har løbende reparationsmalet efter behov. Derfor vurderer vi heller ikke, at det er nødvendigt at fjerne nogle lag, men blot påføre to nye lag, som dækker de eksisterende, fortæller Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet i Fokus Øresund.

Og det er ikke nok bare at snuppe et par malerbøtter, og drage ud. Da stålkonstruktionen fik sine indledende lag maling, foregik det inde på land.

Nu skal det ske ude på en bro, med en jernbane, hvor tog passerer med 200 km/t, en motorvej lige ovenpå, en 26.000 volts højspændingsledning lige ved siden af, samt vejr og hav, der uundgåeligt vil påvirke arbejdet.

Dertil kommer en række fysiske udfordringer, som nødtrapper, dræningsrør, navigationsbelysning og jernbaneudstyr.

– Der findes ikke udstyr på markedet, som vi kan anvende. Det er jo aldrig gjort før – der er ikke lavet et projekt som dette før. Vi kommer i høj grad til at bygge vores egne tekniske løsninger. Derfor har vi sammensat et hold af eksterne eksperter og partnere.

En af de løsninger, som bygges til lejligheden, er en skærm, som gør det muligt at arbejde indenfor stålkonstruktionen, selvom det er tæt på jernbanen.

Skærmen vil også hjælpe med at beskytte mod vejret, og skabe et indendørsklima. Og så skal der bygges en arbejdsplatform, som kan hænge på ydersiden af broen.

Øresundsbron kommer derudover til at bruge automatiserede løsninger, hvilket inkluderer brugen af robotter, som både skal vaske og male.

Her bliver der ganske vist tale om standardrobotter, men de skal tilpasses og programmeres til opgaven.

Der er dog god tid til at finde den helt rigtige løsning, efter planen skal broen først males fra 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik