Foto: Morten Juhl / Scanpix

Fredningsnævnet er enige: Stevns klint skal fredes

Nok er Stevns Klint en del af UNESCO verdensarv, men en fredning i Danmark har de hvide kalkaflejringer i bunden af Køge Bugt aldrig opnået. Nu lader det til, at det lykkes.

 Det er da en julegave, der vil noget, til alle på Stevns. Det løfter fremtiden for hele området

Bjarne Østergård Rasmussen, løsgænger, kommunalbestyrelsen, Stevns Kommune

Det var en vigtig og vital delsejr, som tilhængerne af en fredning af Stevns Klint vandt søndag, da Fredningsnævnet for Østsjælland vedtog fredningen.

Nu går sagen videre til Natur- og Miljøklagenævnet.

Det betyder, at Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening har fået medhold i et fælles fredningsforslag, som blev fremsendt i januar i år.

Det skriver Dagbladet Køge. 

Læs også Fredningssag for Stevns Klint vedtaget

Forslaget medførte et voldsomt kommunalpolitisk opgør, da et forslag til fredning kun blev vedtaget med én stemme.

- Det er da en julegave, der vil noget, til alle på Stevns. Det løfter fremtiden for hele området, siger løsgænger Bjarne Østergård Rasmussen, der er kommunens officielle talsmand i fredningssagen, til Dagbladet Køge.

Kendelsen betyder samtidig, at Fredningsnævnet omgør en 12 år gammel afgørelse i en tidligere fredningssag, hvor Naturklagenævnet med fem stemmer mod fire afviste en fredning.

Det sker ikke mindst for at sikre en ubrudt Stevns Klint Trampesti, der skal gå på klippekanten fra Rødvig til Bøgeskoven Havn.

Dog følger fredningskendelsen ikke alle punkter på indstillingen fra kommunen og Dansk Naturfredningsforening.

Parterne havde eksempelvis et ønske om, at de sidste 25 meter ud mod klintekanten skal reserveres til et såkaldt næringsfattigt overdrev. 

Læs også Reddet fra styrt: Så stort på skiltning ved Stevns Klint

- Jeg vil ikke afvise, at vi ender med at påklage afgørelsen, da Dansk Naturfredningsforening som udgangspunkt ikke kan leve med, at naturen ikke bliver tilgodeset. Det vil vi nu bruge tiden på at overveje, hvordan vi vil håndtere, siger formanden for DN Stevns, Michael Løvendal Kruse, til Dagbladet Køge.

Var overdrevet blevet vedtaget af Fredningsnævnet for Østsjælland, havde Østdansk Landboforening bebudet et erstatningskrav i millionklassen for tabte landsbrugsinteresser, skriver avisen.