Frederiksberg: Studerende dyrker hør i kommunens bede

Lisbeth Dam læser tekstildesign og har som et forsøg fået lov at plante hør i bedene på Frederiksberg. Formået er at lave bæredygtigt undertøj.

På Folkvarvejs på Frederiksberg står Lisbeth Dams små hørmarker næsten en meter høje.

Hun har fået lov af kommunen til at plante hør i 27 vejbede som led i et forsøg på at producere bæredygtigt undertøj.

Lisbeth Dam læser tekstildesign på KDAK - Kunstakademiets Skoler for arkitektur, Design og Konservering, og hun vil gerne bringe de materialer, vi bruger i hverdagen, tættere på brugerne.

 - I Danmark bruger vi enormt meget bomuld, men vi kan ikke selv dyrke bomuld i Danmark, så det bliver dyrket i fx Indien og derefter forarbejdet i Bangladesh. Det hele foregår meget langt væk. Det handler om nærhedsprincippet, forklarer hun til TV 2 Lorry.

 - Jo længere væk tingene kommer, jo mindre bekymrer vi os om det.

Grunden til, at Lisbeth Dam har kastet sig over hør, er, at det kan dyrkes i Danmark. Samtidig forurener produktionen af hør ikke i samme grad som fx bomuldsproduktion.

Når man producerer bomuld bruges der rigtig mange pesticider, for at undgå insektangreb. Insekter angriber ikke hør, og derfor er pesticider ikke nødvendige for at få et godt udbytte. 

 - Og så synes jeg også, at hør er flottere end bomuld. Det har sådan nogle lange og skinnende fibre, tilføjer hun.

Ingen erfaring med hørproduktion

Idéen til selv at dyrke hør udsprang af et skoleprojekt om bæredygtighed. Hun skrev til Frederiksberg Kommune med sin idé og fik en positiv tilbagemelding.

Kommunen gav hende 27 bede til hørforsøget. De fjernede det grus, der var i vejbedene og lagde muld i stedet. Det betød at Lisbeth Dam kunne så sine frø i begyndelsen af maj.

Hun har ingen tidligere erfaring med hørproduktion, men har læst en masse om det, og hun har også besøgt Høng Museum, der har en hel udstilling om bearbejdning af hør.

Hvor meget hør, de 27 bede på Frederiksberg giver, ved Lisbeth Dam heller ikke endnu. Det vil tiden vide, når hun skal høste i begyndelsen af august.

 - Jeg er meget positiv, planterne står rigtig flot i øjeblikket, siger hun.

Hårdfør plante elsker regn

Hør er en meget hårdfør plante. Det skal den også være, hvis den skal kunne gro i Danmark. 

 - Den elsker regn og blæst, så det er helt perfekt, den skal have rigtig meget vand for at nå den rigtige højde. Den kan næsten ikke få for meget vand, understreger Lisbeth Dam.

Det endelige mål er at se, om der kan produceres undertøj af den lokalt dyrkede hør.

 - Nu må vi lige se, hvor meget der bliver ud af det, når jeg har høstet, derefter skal det tørres.

Det er ikke en helt enkelt proces at producere hør. Når det er tørret, skal det nemlig rådnes i 12-14 dage. Her skal man samtidig passe på, at man ikke rådner det for meget.

Derefter skal der spindes garn af det, som man så i sidste ende kan bruge til undertøj.

 - Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt, at det tøj vi har tættest vores kroppe,  er produceret enormt langt væk. Derfor vil jeg gerne forsøge at lave undertøj af lokalt groet hør.

 

Hørplanten er meget hårdfør og elsker regn og blæst
Hørplanten er meget hårdfør og elsker regn og blæst

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik