Fredensborg Kommune vil af med mobning

Med få års mellemrum sidder skolebestyrelserne på de danske skoler og laver velmente antimobbe-strategier, men de ender alt for ofte som skrivebordsdokumenter. Nu vil Fredensborg Kommune udvikle værktøjer, der skal omsætte de fine ord til praktiske redskaber, som kan bruges i lærernes travle hverdag - og som eleverne kan huske. Målet er, at alle danske skoler skal lære af erfaringerne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er først, når strategierne er indarbejdet i hverdagen, at de for alvor begynder at virke. Folkeskolen har mange opgaver, og vi ved, at hvis skolerne koncentrerer sig om et fokusområde, sker der fremskridt. Vi vil gerne finde frem til nogle redskaber, som får antimobbe-strategierne ind under huden på elever og medarbejdere, forklarer Lone Steensig, chefkonsulent i Fredensborg Kommune.

Hun understreger, at projektet ikke skyldes konkrete problemer med mobning på kommunens skoler. Tværtimod udspringer projektet af et vellykket samarbejde med Maryfondets antimobbe-koncept for daginstitutionerne, som nu skal videreudvikles for folkeskolerne i samarbejde med Red Barnet.

Projektet får også Herning og Esbjerg Kommuner og forældreorganisationen Skole og Forældre som tætte samarbejdspartnere.

Der er ganske enkelt et stort potentiale for at gøre det bedre, lyder budskabet i projektet, der går efter at få del i statslige puljemidler.

- I skolebestyrelserne sidder vi og laver antimobbe-strategier, men de har meget ringe effekt på antallet af mobbetilfælde. I hverdagen bliver strategierne ikke forankret, og vi må konkludere, at det, vi allerede gør, ikke er godt nok, forklarer Mette With Hagensen, der er formand i foreningen Skole og Forældre.

- Vi har talt om mobning i 40 år, og selvom det er blevet bedre, er der stadig børn, som mobbes. Det kan have meget store konsekvenser for børnenes trivsel helt op i voksenlivet, og derfor er der behov for, at vi gør det bedre, fastslår Mette With Hagensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik