Frank Jensens Øresundsmetro skal betales af bro

Mandag fremlagde Københavns overborgmester, Frank Jensen, perspektiverne for en metroforbindelse mellem København og Malmø og satte et foreløbigt mål om at klippe snoren i 2035.

Mandag stod Københavns overborgmester, Frank Jensen, Socialdemokratiet, med Malmøs borgmester ved sin siden.

Begge politikere drømmer om en metro forbindelse mellem København og Malmø, så nu har de nedsat et metroråd for at komme tættere på den drøm.

REJSER OVER ØRESUND

I 2015 rejste der dagligt i gennemsnit 95.900 mennesker (enkeltrejser) over Øresund 75.000 af rejserne foregik over Øresundsbroen, og 32.100 af dem foregik i tog.

Kilde: Øresundsinstituttet

- Metrorådets opgave er at understøtte den her vision, som Øresundsmetroen er. Vi har fået en lang række meget centrale personer, både fra erhvervslivet, fagbevægelser og forskningsinstitutioner til at stå bag, og det gør, at vi kan argumentere endnu stærkere overfor de to regeringer, siger Frank Jensen, overborgmester i København.

Øresundsbroen som finansieringsmotor

En Øresundsmetro har været på tale i adskillige år, og forbindelsen er fundamentet for ideen om et fællesarbejdsmarked på tværs af sundet, hvor kortere rejsetid er en nøgle-ambition. 

- Vi går fra, at 1,3 millioner indbyggere bor i en rejseafstand indenfor en time, til at vi kommer op på 2,3 millioner. Det gør vores region endnu mere attraktiv for investering og tiltrækning af virksomheder - det er det, det her drejer sig om, siger Frank Jensen. 

På nuværende tidspunkt vurderer man, at Øresundsmetroen vil beløbe sig op i 30 milliarder kroner. Det er inklusiv en reserve på 50 procent, der handler om, at projektet ikke er godt nok undersøgt til at anslå prisen mere præcist.

Der er ikke lagt op til, at metroforbindelsen skal finansieres af skattekroner, men derimod af billetindtægter og af et overskud fra Øresundsbroen, når den bliver gældsfri - forventligt i 2034.

- Øresundsbroen kan være med til at finansiere det her, fordi det er Øresundsmetroen, der skal aflaste den for persontog, så der i stedet kan transporteres mere gods. Vi skal have en grøn og bæredygtig offentlig transport i Skandinavien til Europa, siger Frank Jensen.

Den røde linje på kortet viser den metroforbindelse, de to borgmestre ønsker at etablere.
Den røde linje på kortet viser den metroforbindelse, de to borgmestre ønsker at etablere.
Foto: Københavns Kommune

"København først"

Gruppeformand for de Konservative i Københavns borgerrepræsentation, Jakob Næsager, Kons., har udtrykt modstand mod at anlægge en metro mellem København og Malmø, hvis det sker på bekostning af en udvidelse af metronettet i København.

quote Vi mangler stadig at få metro til Valby, Brønshøj og dele af Amager er heller ikke metro-betjent. København først.

Jakob Næsager, Konservative, Københavns borgerrepræsentation

- Når alle bydele i København har deres egen metro, så kan vi begynde at tale om, hvor den så skal gå hen. Vi mangler stadig at få metro til Valby, Brønshøj og dele af Amager er heller ikke metro-betjent. København først, siger Jakob Næsager.

Overborgmesteren svarer, at engagementet for Øresundsmetroen ikke er et udtryk for, at hans engagement i udvidelsen af den offentlige transport i København er svækket.

- Nej. Der er en lang række projekter i og omkring København, som jeg vil være med til at løse, inden vi kommer frem til 2035. De trafikale udfordringer vi skal have løst i København, er opgaver uafhængige af metroen her, siger Frank Jensen.

Efter kommunalvalget i 2017 har Frank Jensen fungeret som næstformand i Greater Copenhagen, et erhvervspolitisk samarbejde (og lobbyvirksomhed) mellem Region Hovedstaden og Region Skåne.

Greater Copenhagen arbejder også for at få gennemført HH-forbindelsen i Nordsjælland og den forbindelse er stadig førsteprioritet, når det kommer til trafikale forbindelser mellem Danmark og Sverige.

TIDSLINJE FOR ØRESUNDSMETROEN

December 2011: EU giver en halv million kroner i støtte til at undersøge mulighederne for en metro mellem København og Malmø. De to byer skal betale den anden halvdel af omkostningerne.

Januar 2012: 1. fase af undersøgelser af muligheden for en metro mellem København og Malmø starter. Siden følger to faser mere. Denne artikel bygger på resultaterne af undersøgelserne i fase 3.

Juni 2017: EU beslutter at støtte fase 4 af arbejdet for en metrolinje mellem de to byer, der indeholder yderligere undersøgelser og kommunikation om projektet.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik