Frank Jensen ved siden af stigbordene, som han nu åbner op for, at der kan spærres midlertidigt af for. Foto: Peter Hjelvang

Frank Jensen klar på at spærre af for havnen

Overborgmesteren er åben for at komme vanvidssejlads til livs med en regulering af passagen ind og ud af Københavns Havn.

Efter et møde mellem overborgmester Frank Jensen, Soc.dem., justitsministeren, Københavns Politi og By & Havn lancerede regeringen en række initiativer, der skal komme vanvidssejlads i havnen til livs.

Det gælder øget patruljering, nummerplader på vandscootere, krav om kørekort til vandscootere, mulighed for at konfiskere vandscootere og højere bødestraffe for ulovlig sejlads.

Men udover den landsdækkende lovgivning er Frank Jensen også klar på kommunale tiltag. Han er åben for at indfri et ønske, som flere lokale sejlklubber har rejst på TV2 Lorry, om at lave en regulering af den sydlige passage ind og ud af havnen gennem de såkaldte stigborder.

- By & Havn har tilkendegivet her på mødet, at hvis der er en politimæssig efterspørgsel efter at få lukket af for stigbordene, er de indstillet på at gøre det. Det vil jeg selvfølgelig bakke 100 procent op om, siger overborgmesteren.

Helt konkret går forslaget på, at man får mulighed for at spærre af for passagen til havnen ved Sluseholmen, når vandscootere er sejlet ulovligt ind i havnen, eller der er andre fartsyndere på spil. På den måde kan politiet tvinge de skyldige op i en krog og fange dem. 

02:38

Danske Studenters Roklub er tilfreds med udfaldet af dagens møde mellem politi, overborgmester og justitsminister: Krav om kørekort og nummerplader, højere bødestraffe og mere politi på vandet.

Luk video

By & Havn må selv finde finansiering

Allerede i søndags meldte Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen ud, at han ønsker at afsætte midler til en regulering af stigbordene i efterårets budgetforhandlinger.

Men Frank Jensen forventer, at finansieringen kan findes direkte i det primært kommunalt ejede selskab By & Havn, der driver Københavns Havn.

Læs også Efter dødsulykke: DF vil spærre havn for fartsyndere

- Det er By & Havn, der er myndighed på havnen og indretningen af havnen. Hvis de sammen med politiet vurderer, det er nødvendigt at lukke stigbordene af, er jeg sikker på, By & Havn vil finansiere det.

- Det vigtigste er vel, at det sker. Hvem der finansierer det, er sådan set ikke det afgørende, lyder det fra overborgmesteren. 

Glæde i roklub

De forskellige initiativer mod vanvidssejlads der blev lanceret efter dagens møde, hilses velkomne i Danmarks største roklub, der ligger ved Svanemøllen i København.

- Jeg er helt sikkert en glad formand, og jeg kan også se, at mine medlemmer ytrer stor glæde på facebook over de initiativer, der er taget, siger formand i Danske Studenters Roklub, Kasper Haagensen.

Læs også Minister klar med tiltag mod vanvidssejlads på vandscooter

Især glæder han sig over, at Københavns Politi med øjeblikkelig virkning øger deres tilstedeværelse omkring havnen med 50 procent hen over sommeren.

- Det er prisværdigt, at politiet har givet tilsagn om at være der mere. Jeg er ikke sikker på, det er nok. Men det er første skridt. Lad os så finde ud af, hvordan andet og tredje skridt skal være efterfølgende, siger Kasper Haagensen.

Selv foreslår han, at næste skridt bliver et møde mellem brugerne af havnen og Københavns Kommune for at drøfte yderligere initiativer.