Frank Jensen: Fælled-forsvarere lider af murstens-allergi

Den mest truede art i København er den helt almindelige LO-familie, mener overborgmesteren.

I København foregår der lige nu en heftig debat om planer om at bygge boliger på en del af Amager Fælled. Boligerne vil true særligt sårbar og værdifuld natur, mener kritikerne.

Men Københavns overborgmester Frank Jensen, Soc. Dem., forsvarer byggeplanerne indædt. Det er nemlig ikke frøer og planter, der er mest truet i København.

Det er helt almindelige københavnere, der må indånde forurenet luft. 

Vi må se på dieselbilerne

Derfor bebuder overborgmesteren en plan for at nedbringe luftforureningen, der hvert år koster 540 mennesker livet.

- Vi skal have byer, hvor man ikke skal være bange for at trække vejret, siger Frank Jensen i sin tale ved Socialdemokratiets kongres.

- Det er grunden til, at vi udskifter alle byens dieselbusser med elbusser i de kommende år. De larmer ikke, og de sviner ikke.

- Men vi kommer ikke udenom, at vi også må se på dieselbilerne, lyder det fra overborgmesteren.

Hvordan Socialdemokratiet så nærmere bestemt vil sikre renere luft i hovedstaden, kommer han ikke ind på. Men det bliver helt sikkert ikke i form af en betalingsring.

Den idé er stendød og bliver liggende i sin grav, fastslår Frank Jensen. 

Padder over metro og vindmøller

Frank Jensen forsvarer byggeplanerne på Amager Fælled med, at det er vigtigt at skaffe boliger til blandt andet børnefamilier.

Han beskylder sine modstandere for at lide af "murstens-allergi" og for at prioritere padder og trækfugle over metro og vindmøller.

- Vi må sige nej til det grønne snæversyn. Og stå ved vores bæredygtige grønne og røde vision. For både land og by. Både mennesker og natur.

- København må aldrig blive et VIP-projekt, hvor kun de rige kan bo. En by opdelt i fattigmands-ghettoer og rigmands-reservater, siger Frank Jensen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik