Frank Jensen bakker op om stilladsarbejderes aktion mod social dumping

- Jeg forventer, at HOFORs ledelse lytter til stilladsarbejdernes kritik og bekymringer, lyder det fra overborgmesteren.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), kommer nu med en klar opbakning til de stilladsarbejdere, der de seneste to dage har blokeret Amagerværket i protest mod social dumping og manglende sikkerhed.

Stilladsarbejderne frygter dødsulykker, fordi mange af de østeuropæiske arbejdere på Amagerværkets byggeri ikke har den nødvendige uddannelse. Amagerværket drives af det kommunale forsyningsselskab HOFOR.

- Jeg forventer, at HOFORs ledelse lytter til stilladsarbejdernes kritik og bekymringer, og jeg ved, at der lige nu er en dialog mellem parterne. Vi accepterer ikke social dumping i København, skriver Frank Jensen til Avisen.dk.

- Det er afgørende for mig, at der er ordentlige forhold og arbejdes efter reglerne på kommunale byggepladser. Vi har meget høje standarder i vores kommune, og de omfatter selvfølgelig også de selskaber, som vi ejer. Vi forventer, at vores selskaber går aktivt ind i kampen mod social dumping, lyder det fra Københavns overborgmester.

Positivt møde med Frank Jensen

Stilladsarbejderne mødtes i eftermiddag med Frank Jensen og håber mødet kan føre til en løsning af konflikten på Amagerværket.

- Det var et meget positivt møde. Frank gjorde det helt klart, at kommunen ikke vil finde sig i, at udenlandsk arbejdskraft udnyttes til at undergrave sikkerhed og løn, siger John Jakobsen, formand for Stillandsarbejdernes Brancheklub til Avisen.dk.

HOFORs presseafdeling oplyser, at man allerede har stillet krav om danske løn- og arbejdsvilkår til det finske firma, der har hovedentreprisen på det nye byggeri på Amagerværket. Krav der også omfatter de østeuropæiske underleverandører.

Men i følge stilladsarbejderne får østarbejderne knap 100 kroner mindre i timen end de danske kollegaer og de mangler den nødvendige uddannelse.

- Det kan godt være, at HOFOR har papirarbejdet i orden, men de har ikke taget konsekvensen og smidt det tjekkiske firma på porten eller sikret at lønningerne er på plads, siger John Jakobsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik