Frank J. appellerer til regeringen: Nu må I løse romaproblemet

Regeringen "snorksover", når det kommer til at finde løsninger på romaproblemerne i København.

Problemet med tilrejsende og omstrejfende flaskesamlere i København har nu nået et omfang, der er så stort, at regeringen ikke kan blive ved med at tørre det af på Københavns Kommune.

Det mener Københavns overborgmester Frank Jensen, Soc.dem., der sammen med sin socialborgmester og partifælle, Jesper Christensen, nu har sendt et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre.

Det skriver Berlingske.

- Regeringen har en skarp retorik, når det kommer til at skærpe reglerne på udlændingeområdet, men når det kommer til det her kæmpeproblem i København og andre byer, er den mere optaget af en værdipolitisk markering på området end af at løse det reelle problem med fri bevægelighed over landegrænser. Jeg bliver nødt til at sige, at regeringen snorksover, siger Frank Jensen til avisen.

Vil stramme opholdsdirektivet

Weekendavisen og TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan romaer overnatter ved Trinitatis Kirke til stor gene for kirkepersonalet, der må samle deres efterladenskaber op. Personalet er derfor blevet tilbudt vacciner mod smitsom leverbetændelse på kirkens regning.

- Derfor må regeringen løse det her nationalt eller tage det op i EU og sikre, at den fri bevægelighed tilpasses den virkelighed, vi har i dag, siger overborgmesteren til Berlingske.

Overborgmesteren og socialborgmesteren opfordrer nu regeringen til at skærpe kriterierne for lovligt ophold for EU-borgere i Danmark, ligesom de vil ændre opholdsdirektivet, så det fremover kræves, at man har en dansk adresse. Det skal sikre, at EU-borgere, der kommer til København med planer om at arbejde, studere eller være turist fortsat vil være i stand til det, mens andre kan udvides umiddelbart.

Borgmestrene efterlyser også, at staten bidrager til Københavns transitprogram, der har eksisteret i flere år og har hjulpet 200 udenlandske borgere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik