Fra New York til Malmø: Kim Wall mindes på begge sider af Atlanten

Til tonerne af Kim Walls yndlingssange mindedes man den afdøde journalist i New York, mens man i Sverige tegnede i sandet på stranden.

- Vi prøver at mindes, hvem hun var, frem for hvad der skete med hende. 

Sådan lyder det fra den afdøde svenske journalist Kim Walls veninde og kollega Ye Ming, som onsdag aften deltog i en mindehøjtidelighed for Kim Wall i New York. 

Amerikansk-kinesiske Ye Ming bor i storbyen og kendte Kim Wall fra Columbia Universitet, hvor de begge havde læst journalistik. De to kvinder har i en periode arbejdet sammen på en historie om kinesiske samfund i USA. 

- Hun var en utrolig varm og sjov person. Hun var bare fuld af nysgerrighed og energi. Når vi var på reportage sammen, snakkede vi med så mange mennesker, og jeg var altid overrasket over, hvor meget energi hun havde.

- Hun ville altid gerne tale med flere for at komme endnu længere ned i historien. Hun var passioneret og havde en unik evne til at se det bredere perspektiv, siger Ye Ming til Ritzau.

Amerikanske venner har fulgt med på Facebook

Kim Wall blev meldt savnet fredag 11. august, efter at hun aftenen forinden var sejlet ud med den danske ubådsbygger Peter Madsen. 

Senere samme dag blev Peter Madsen sigtet for drab, mens en dommer dagen derpå valgte at varetægtsfængsle ham for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. 

Peter Madsen nægter sig skyldig og har forklaret, at Kim Walls død var en ulykke.

Siden nyheden om den 30-årige svenskers forsvinden blev delt i en Facebook-gruppe for tidligere journaliststuderende ved Columbia, har hendes venner forfærdet fulgt med i historien, der også har fyldt i internationale medier.

Spillede Abba og krammede

Da det onsdag blev bekræftet, at et kvindelig uden hoved og lemmer, der blev fundet på Amager, var Kim Wall, tog nogle af hendes tidligere studiekammerater initiativ til at samles ved universitet i New York for at mindes den svenske kvinde.

Mindehøjtideligheden fandt sted onsdag aften amerikansk tid.

- Vi mødtes omkring klokken 19. Alle krammede hinanden og delte minder. Der var mange lys og blomster. Klokken 20 startede vi med at sende live via Facebook, så Kims venner, der ikke var i New York, kunne følge med, siger Ye Ming.

- Der var en, der havde lavet en playliste med alle Kims yndlingssange, som blev afspillet. Der var en del disko og også Abba.

Svenskerne skrev i sandet

Hundhedvis af svenskerne samledes ligeledes onsdag på den østlige strand i Trelleborg, syd for Malmø, ikke langt fra Kim Walls forældres hjem, for at ære den døde journalist. 

Der blev tændt en række levende lys, som man blandt andet placerede i sandet i en hjerteformation, hvor man også skrev Kims navn, beretter avisen expressen.se.

Derefter sad man sammen i stilhed. Ingen her holdt tale eller sang. 

Deltag i et fakkeltog

I Danmark er der endnu ikke afholdt en mindehøjtidlighed, men både fredag den 25. august og torsdag den 31. august er der planlagt et fakkeltog ved henholdsvis Dragør og Ishøj Strand. 

I Dragør vil man klokken 19.00 gå samlet mod vandet og afholde et minuts stilhed ved Diget. 

Man kan tilmelde sig begivenheden her

Ved Ishøj Strand vil man arrangere en menneskekæde for med hinanden i hånden og udsigt til Køge Bugt at vise respekt for Kim Wall og hendes efterladte. 

Man kan tilmelde sig begivenheden her

Kim Wall

Kim Wall er vokset op i Malmø i Sverige. Men hun har boet meget af sit liv i udlandet, hvor hun har arbejdet i blandt andet Australien, Indien og Hong Kong, ligesom hendes arbejde som freelancejournalist sendte hende rundt i hele verden.

Hun læste journalistik på Columbia i 2012-2013.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik