ARKIVFOTO: Vand på stuer og gange på Bispebjerg Hospital. Foto: Anders Debel Hansen - Ritzau Scanpix

Fra minus til plusgrader: Sådan undgår du vandskade fra tøsne

Farvel sne! Og goddag vandskade? Helst ikke... Heldigvis kan du som husejer gøre flere ting for at forebygge.

Vi er sikkert mange, der fryder os over, at vejrudsigten endelig har droppet sine stædige frostgrader, og nu i stedet sender bare lidt varmere luft over landet.

Inden du bliver alt for forårskåd, vil vi dog anbefale lige at læse med her. 

Når temperaturen skifter fra minus til plus og sneen smelter, betyder det nemlig store mængder vand. Vand, som kan ødelægge dit hus, for eksempel hvis det ligger på taget eller er fyget ind i kælderen eller på loftet. Det kan i værste fald give skimmelsvamp.

Derfor anbefaler Dansk Byggeri, at du tjekker dit hus og forebygger.

Læs også Jaaa: Syv tegn på at foråret er på vej

Rådene lyder: 

  • Tjek dit loft og din kælder for fygesne. Det gør du bedst i dagslys. Der, hvor lyset trænger ind, kan fygesneen også komme ind.
  • Fjern sneen, inden den smelter.
  • Tjek isoleringen og mærk, om der er løbet vand ned i den.
  • Fjern sneen på dit tag, hvis du har mulighed for det.
  • Fjern sne og snavs fra tagrenderne, så der er fri passage. Ellers kan du risikere, at vandet i stedet løber ned ad muren og ødelægger den.
  • Når du har fjernet sneen, så hold øje med, om der i dagene efter er tørt på loftet og i kælderen.
  • Har du sommerhus eller kolonihave, skal du også tjekke det.

Kilde: Dansk Byggeri 

Ifølge Dansk Byggeri kan det også betale sig rent forsikringsmæssigt, da mange forsikringsselskaber ikke nødvendigvis dækker – og andre forsikringsselskaber vil kræve, at du har gjort noget for at undgå skaderne.

Er skaden sket, eller har du mistanke om, at dit hus ikke er tæt nok, så anbefaler de at få fat i en fagmand.

Læs også Villavej oversvømmet i kulden: "Vi arbejder på højtryk"