00:18

Fadi Mansour fikser hver dag ellen i Bella Center. Han er blevet ansat med løntilskud efter et pilotprojekt mellem Roskilde Kommune og BC Hospitality Group.

Fra krig til luksuskoncern: Fadi elsker sit nye job

40 flygtninge og ledige skal lynhurtigt gøres klar til job på 5-stjernede Copenhagen Mariott i integrationsprojekt mellem Roskilde Kommune og hotelkæde.

Syriske Fadi Mansour trækker hver dag strøm til messestandene i Bella Center:

- Det er en stor chance at have fået et arbejde her. Jeg tror, at det vil være en drøm for mange at arbejde her i Bella Center. Det er et stort sted, hvor der både kommer statsministre og præsidenter, siger Fadi Mansour. 

Visse politikere og medier tegner et billede af, at hvis ikke man er etnisk dansker, så er man mærkelig og farlig, og det er jo noget forfærdeligt vrøvl

Allan Agerholm, administrerende direktør, BC Hospitality Group

Han er egentlig uddannet revisor, men har fået job som elektrikerassistent i messecentret efter et pilotprojekt i efteråret mellem Roskilde Kommune og kæden BS hospitality Group. De står blandt andet bag Bella Center, Copenhagen Marriott, Crowne Plaza og Forum.  

Rekrutteringsprojektet med ansættelse af flygtninge i kæden var så succesfuld, at luksushotellet Copenhagen Marriott nu har sagt ja til at hyre 40 kontanthjælpsmodtagere og flygtninge fra Roskilde til rengøringsjobs. De ser det som en win-win-situation:

- Det er meget svært - hvis ikke umuligt - at få nogen til at komme og arbejde som medhjælpere på et hotel. Og så er det vanvittigt givende at arbejde med nogen, der har haft svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi får super loyale og servicedemindede ansatte, forklarer administrerende direktør i BC Hospitality Group, Allan Agerholm, til TV 2 Lorry. 

Han forstår ikke den skepsis, han er blevet mødt med nogen steder over at lade et femstjernet hotel indgå sådan et samarbejde midt i højsæsonen.

- Vi har ikke noget på spil. Visse politikere og medier tegner et billede af, at hvis ikke man er etnisk dansker, så er man mærkelig og farlig, og det er jo noget forfærdeligt vrøvl. Det her er helt normale, søde og servicemindede mennesker, der bare rigtig gerne vil have et job, så de kan blive integreret i Danmark, slår Allan Agerholm fast.

Læs også Historisk spadestik: Nu kommer Roskilde Festival Højskole

En slags udvidet HR-afdeling

På 3 måneder skal de 40 flygtninge og ledige lynhurtigt oplæres, så de kan stå klar med gummihandsker og gulvmoppe den 1. august.

De skal undervises i kemikalier, værtsskab, service og lære et vist niveau af ”hotelengelsk”. Særligt sprogbarrieren viste sig under pilotprojektet at være en af de største udfordringer, fordi mange af flygtningene taler lidt eller intet engelsk.

For at fritage Copenhagen Marriott for en masse praktisk bøvl vil Roskilde Kommune i starten have 3 medarbejdere udstationeret på hotellet.

- Elektricitet var min hobby i Syrien. Det var faktisk lidt kedeligt at arbejde som revisor, fordi man bare sad på kontoret hele dagen, men her er det ikke kedeligt. 

Fadi Mansour

- Det kan være helt basale problemer som forståelse af lønsedler, kulturelle og sproglige problemer. Så vi er helt nede og hjælpe dem godt i gang. Vi er nærmest sådan en fremskudt HR-afdeling, siger Bent Jørgensen, der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune for Roskilde.

Aftalen med BS hospitality Group er den største enkeltaftale i forhold til integration, Roskilde Kommune nogensinde har indgået.

- Det vil virkelig være med til at løfte den opgave med at få skaffet job til nytilkomne flygtninge, siger Bent Jørgensen.

Stor chance 

I pilotprojektet i efteråret deltog 25 flygtninge. 13 af dem har efterfølgende fået arbejde på en af BS hospitality Groups arbejdspladser i København.

- Erfaringerne var superfine. For det er faktisk et meget højt tal, når man sammenligner med andre beskæftigelsesprojekter, lyder det fra Allan Agerholm, der er administrerende direktør i BC Hospitality Group.

32-årige Fadi Mansour har nu i 3 måneder været ansat med løntilskud i Bella Center som elektrikerassisstent. Han er lykkelig over jobskiftet fra revisor i Syrien til elektriker på Amager: 

- Elektricitet var min hobby i Syrien. Det var faktisk lidt kedeligt at arbejde som revisor, fordi man bare sad på kontoret hele dagen, men her er det ikke kedeligt.