Fortsat jagt på afløbsrens-syndere

Politiet efterforsker stadig sagen fra Jyllinge, hvor ukendte personer placerede en colaflaske med afløbsrens i sneen ved grusbanen ved Jyllingehallerne, skriver DAGBLADET Roskilde.

Den handling ledte desværre til, at en 9-årig pige-spiller fra Stenløse Boldklub forvekslede flasken med sin egen cola-flaske og drak den stærkt basiske væske.
Pigen er endnu ikke udskrevet fra Rigshospitalet, og en afgørelse på, hvor slemt uheldet vil påvirke hendes i fremtiden, falder formentlig tidligst i dag.

- Vi har ingen specifikke personer i kikkerten, men vi arbejder med sagen og forventer at finde dem, som har glemt at tænke sig om. Vi har intet, som indikerer, at nogen med vilje har forsøgt at skade pigen. Hvis gerningsmanden viser sig at være over 15 år, så risikerer han en straf, men er der tale om personer under 15 år, vil sagen blive overgivet til de sociale myndigheder. I alle tilfælde vil personerne, som har gjort det her, ende med at blive afhørt af politiet, siger Richard Olsen, politikommisær i afdelingen for lokalpoliti fra Midt- og Vestsjællands Politi.