Forsvundet på sjette døgn: Nu stopper politiet eftersøgningen

Nordsjællands Politi indstiller eftersøgningen af den 24-årige, der er forsvundet på sjette døgn efter en bådbrand.

En 24-årig mand fra Frederikssund har været forsvunden siden lørdag, hvor han røg i vandet under en brand på en båd.

Alligevel indstiller Nordsjællands Politi nu eftersøgningen af ham.

- Vi ledte efter ham med helikopter i hele området i tre timer torsdag uden at finde noget. Der er et stort privat initiativ i gang deroppe, og det er vi taknemmelige for. Nogen officiel eftersøgning har vi ikke planer om i øjeblikket, fordi vi ikke mener, at det er sandsynligt, at han er i live, hvis han er røget i vandet, siger Henrik Gunst, chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, til TV 2 Lorry.

Han begrunder den stoppede eftersøgning med ressourceproblemer, og så er der tale om et kæmpe geografisk område, hvor strømforhold gør det vanskeligt at eftersøge. Henrik Gunst vil dog ikke afvise, at politiet genoptager eftersøgningen, hvis der dukker noget nyt op i efterforskningen.

Politiet bruger nu tid på at afhøre vidner for at få klarlagt hændelsesforløbet. 

Ikke sikkert, at 24-årig var på båden

Den 22-årige bådejer har fortalt, at han havde den 24-årige med ud på båden, da den gik i brand. Men det kan Nordsjællands Politi ikke være helt sikre på:

- Vidner har set dem sammen tidligere på dagen. Og jeg kan med sikkerhed sige, at der var to på båden. Men ingen genkender den 24-årige på båden, så jeg kan ikke være 100 procent sikker, siger Henrik Gunst. 

Den 22-årige har forklaret, at de begge hoppede i vandet med redningsvest på, da båden brød i brand, men der er tvivl om, hvorvidt den 24-åriges redningsvest virkede. Det bekymrer hans 17-årige bror, Savab Khoshival: 

- Jeg har mange tanker, for vi ved, at min bror ikke kan svømme. Så længe det ikke er hundrede procent sikkert, at min bror var på båden, og så længe politiet ikke kan sige, om han er død eller i live, så har vi stadig et håb, siger Savab Khoshival til TV 2 Lorry.

Klynger sig til håbet

En stor gruppe på omkring 200 frivillige har ledt efter den 24-årig med både og i vandkanten siden lørdag. Og selvom politiet  indstiller eftersøgningen, giver familie, venner og bekendte ikke op: 

- Vi bliver ved, så længe der er håb. Min familie og hans venner vil vide, hvad der er sket. Min mor tænker: "Hvad er der sket med min søn". Jeg prøver at være postitiv og håber, han ikke er i vandet. Jeg håber, at han sidder et sted derude. At han er i live, siger den 17-årige Savab Khoshival. 

Den 22-årige, der reddede sig i land, er nu anholdt og sigtet for selv at antænde båden for at få forsikringspenge.

Siden søndag har 200 frivillige ledt efter den 24-årige. De sejler rundt både, kanoer og leder i vandkanten. Se TV 2 Lorrys indslag om eftersøgningen her:

De sidste to dage har over 200 borgere fra nær og fjern taget eftersøgningen i egen hånd og forsøgt at finde den forsvundne mand.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik