Første offer for katastrofal jul

Heinzes Boghandel og Videnscenter i Roskilde bliver det første lokale offer for en katastrofal dårlig omsætning i julehandlen som følge af den internationale finanskrise og ikke mindst den lokale økonomiske nedtur i kølvandet på Roskilde Banks krak, skriver DAGBLADET Roskilde.

Omsætningen i boghandlen faldt med 33 procent i november og
december i forhold til sidste år. Og det får butikkens ejer,
Jannick B. Pedersen, til at lukke Henizes Boghandel og
Videnscenter, som ligger i Algade i Roskilde. Det sker senest
den 1. juli 2009 - men formentlig noget før.
- Det er virkelig ærgerligt, men med den katastrofale
julehandel er det perspektivløst at fortsætte. Derfor har jeg
truffet denne beslutning, som jeg selvfølgelig først og fremmest
er ked af på vegne af de ansatte i butikken, siger Jannick B.
Pedersen.
Han understreger samtidig, at erhvervsdrivende, som står og
mangler at få besat en stilling eller to, er velkomne til at
henvende sig. Han vil meget gerne kunne hjælpe de ansatte videre
i nye job.
Samtidig opfordrer Jannick B. Pedersen roskildenserne til at
komme med gode ideer til, hvordan videnscenter-delen af
forretningen eventuelt kan fortsætte.Heintzes Videnscenter har
over de seneste år gennemført over 100 foredrag og andre
arrangementer og projekter blandt andet i samarbejde med andre
virksomheder i Roskilde. Blandt andet er der planlagt en
udgivelse i 2009 af en Roskilde-kanon over de bedste forfattere
fra byen fra hvert århundrede over de sidste 1000 år.
- Og jeg modtager meget gerne gode ideer til, hvordan vi
eventuelt kan sikre, at dette arbejde nu ikke bare går tabt,
ligesom jeg gerne ser videncenteret videre ført i en eller anden
form, siger Jannick B. Pedersen.
Med lukningen af boghandlen forsvinder også en del af
Roskildes historie. Boghandlen åbnede helt tilbage i 1962, hvor
Palle Heinze sammen med sin kone Ruth slog dørene op til det,
der skulle være et mekka for bogelskere. Og siden har
forretningen netop været drevet med bogen i centrum.
- Måske kunne butikken have overlevet, hvis vi for længe siden
var begyndt at handle med legetøj og papirvarer, men det var
bøgerne, der var drømmen for både medarbejderne og mig, siger
Jannick B. Pedersen.
Boghandlen vil blive afviklet med udsalg i både februar og
senere i foråret 2009.