Forsøg på bedrageri: 13-årig stoppede ’William Kvist’ og reddede mormor

En vaks, ung fyr blev dagens mand i Nærum, da han reddede sin mormor fra en telefon-bedrager.

Man skal stå tidligt op, hvis man skal narre en 13-årig – i hvert fald når det kommer til teknologi. Det måtte en person med ondt i sinde lære på den hårde måde, da han i går forsøgte at franarre en ældre kvinde hendes personlige oplysninger.

Telefonen ringede i hjemmet i Nærum, og da mormor tog telefonen, blev hun mødt af en mandestemme, som udgav sig for at være William Kvist fra sikkerhedsbanken.

Han havde til stor forundring for den 62-årige kvinde opdaget, at der var blevet hævet 10.000 kroner på hendes konto, og hvis hun ville have problemet stoppet, så skulle hun oplyse sit cpr-nummer og sit kontonummer.

Sådan undgår du at blive snydt

  • Ingen – hverken virksomheder, banker eller offentlige institutioner – beder om dine NEM-id eller kortoplysninger. Dit NEM-id er helt personligt.
  • Hvis de taler engelsk, er der grund til at være ekstra opmærksom.
  • Udgiver de sig for at være fra Microsoft eller lignende, og du ikke har en aftale med dem, så er der god grund til at være mistænksom. Det samme kan gælde med banken for eksempel.
  • Helt generelt vær opmærksom, hvis du ikke kender personen, du taler med.

Her tog hendes 13-årige barnebarn dog over, og stemmen i røret forklarede igen, at han altså hed William Kvist og arbejdede i Sikkerhedsbanken, men svindelnummeret gik ikke, og drengen smed røret på og anmeldte i stedet episoden til politiet.

- Jeg synes, det er super godt. Det viser virkelig, når det kommer til teknologi, så gennemskuer de unge det med det samme. Det er de ældre, der har problemerne. Alle de ting på internettet og med svindlere i telefonen, det er en fagre nye verden for dem, siger Allan Lørup, der er politikommissær ved afdelingen for økonomiskkriminalitet hos Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Et tilbagevendende problem

Problemerne med folk, der ringer eller sender e-mails, hvor de udgiver sig for at være en anden for at franarre personer deres personlige oplysninger, er relativ ny, og problemet er tiltagende.

Politiet oplever, at flere bliver udsat for telefon- og internet-phishing.telefon
Politiet oplever, at flere bliver udsat for telefon- og internet-phishing.telefon
Foto: Shutterstock

- Det sker jævnligt, at vi får anmeldelser om folk, der bliver udsat for, det vi kalder phone-phishing eller internet-phishing. Det er en type kriminalitet, der forekommer oftere nu end tidligere, og de kriminelle er blevet mere snu, så det gælder om at være opmærksom, siger Allan Lørup.

Efterforskningen er kun lige gået i gang, og der er endnu ikke nogen mistænkte, så FC Københavns William Kvist kan indtil nu vide sig sikker og må derfor forventes at være klar til kampen mod Randers på søndag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik