Foto: TV 2 Lorry

Forsøg: Flygtning anvist kummerlige forhold

Flygtning bor i et værelse på 3 gange 1,5 meter i Halsnæs. Forholdene overrasker kommunen, der har sagt god for boligen.

Et værelse på 3 gange 1,5 meter med adgang til et møgbeskidt køkken, et badeværelse med hul i væggen og vandskade og et fællesrum med plamager på væggen. Pris: 3500 kroner.

Det er de boligforhold, den 18-årige syriske flygtning Ahmad Hamada lige nu bor under i Halsnæs. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Boligsituationen skyldes, at Halsnæs Kommune siden 1. juli har forsøgt sig frem med at anvise private lejemål til flygtninge.

Forsøgsordningen skal imødekomme, at kommunen i år skal modtage over dobbelt så mange flygtninge som i 2014, hvor man kunne klare presset via lejemål hos boligselskaberne.

Merete Nordmand, der er leder af Arbejdsmarkedsydelser i Halsnæs Kommune, har set billeder af boligen, og hun er overrasket over forholdene. Hun afviser samtidig, at stedet så sådan ud, da kommunen var på besøg, og vil nu tage kontakt til udlejeren.

Halsnæs Kommune vil nu se på, om procedurerne for anvisning til private boliger skal strammes op.

- Indtil i år er det lykkedes via boligselskaber at anvise permanente boliger til de flygtninge, som kommunen modtager. Men vi bliver nødt til at finde alternative løsninger. Vi får så mange flygtninge henvist, at vi ikke kan følge med, siger Merete Normand til Frederiksborg Amts Avis.

I mens sidder Ahmad Hamada i sit lille hybel og ønsker sig tilbage i asyllejren i Helsingør.

- Hvis kommunen sagde, at jeg kunne tage tilbage til mit værelse i asylcentret, ville jeg gøre det. Jeg kan stadig huske nummeret på døren. 2-1-1. Jeg havde det meget bedre der, siger han til Frederiksborg Amts Avis.