Forslag om samlet ledelse for offentlig trafik

Region Hovedstaden foreslår en ny fælles politisk ledelse af den offentlige transport i hovedstadsområdet.

For mange buspassagerer tager det lang tid at komme frem til arbejde eller skole med offentlige transportmidler. Mange steder er busruter og afgange blevet nedlagt, fordi kommunerne ikke er enige om hvor busserne skal køre og med hvor mange afgange.

Nu foreslår Region Hovedstadens Trafikudvalg en fælles politisk ledelse for de offentlige transportmidler over hele Sjælland, der tager sig af både busser, lokalbaner, metro, S-tog, letbanen, kystbanen og de øvrige regionale tog. 

- Der er nogen svagheder med det system, vi har i dag, hvor vi har så mange forskellige, der skal tage beslutninger. Vi har 45 kommuner og 2 regioner, der skal blive enige, og så har vi også lige DSB oveni, og det gør altså, at det ikke nødvendigvis er den bedste vare, vi leverer til borgerne, siger Jens Mandrup (SF), formand for Miljø- og Trafikudvalget i Region Hovedstaden.

Forslaget om at samle ledelsen af de offentlige transportmidler har bred opbakning

- Det er simpelt hen det, der skal til, fordi vi kan ikke have de problemer og den manglende mobilitet i hovedstadsregionen, som tilfældet er i dag, siger Venstres medlem af Miljø- og Trafikudvalget, Carsten Scheibye.