Forslag i høring: Snart kan du måske ikke lufte din hund uden snor i Dragør centrum

Forslaget vil betyde, at hunde skal holdes i snor i centrum af byen.

Hundene i Dragør vil muligvis blive holdt i strammere snor i fremtiden.

I fredags blev et politisk forslag sendt i høring, som indebærer at hundeejere i fremtiden på alle tidspunkter holde sin hund i snor, når man går tur i centrum af byen. 

Overholder man ikke reglerne, vil man ifølge forslaget kunne blive meldt til politiet.

Forbuddet mod at lade sin hund gå frit skal gælde i området ved den gamle bydel, havnen og gåserepublikken. Lignende regler findes allerede ved Kongelunden, hvor hunde altid skal holdes i snor.

Dansk Folkeparti bakker op om forslaget:

- Der har været en del overfald med store hunde, der har gået uden snor, som har overfaldet små hunde i snor, siger Morten Dreyer, formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune, Dansk Folkeparti.

Morten Dreyer (O)
Morten Dreyer (O)

Hundeejere siger nej

Forslaget har politisk opbakning hos et flertal i byrådet, men de konservative mener ikke at hundeejerne i Dragør har brug for flere regler:

- For det første har vi en ganske udmærket hundelov i Danmark, som regulerer hundeejeres forpligtelser. Det andet er at borgerne i Dragør er i stand til at tænke sig godt om selv, så vi behøver ikke en politisk detailregulering. Og for det tredje mener vi slet ikke, at vi skal spilde forvaltningens tid med sådan nogle regler, siger Kenneth Gøtterup, der er konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Dragør Kommune..

Kenneth Gøtterup (C)
Kenneth Gøtterup (C)

Den holdning deler de hundeejere, TV 2 Lorry mødte i Dragør i søndag.

- Jeg er fuldstændig imod forslaget. Den hund vil jo ikke have et ordentligt liv, hvis den ikke kan få lov til at rende rundt og snuse, siger Carsten Dinesen, der er pensionist:

- Man har problemer nok med biler, der er parkeret ulovligt. Så hvis man også skal til at kontrollere hundeejere, tror jeg, det bliver rigtig svært.

Svært at håndhæve

I den gældende hundelov lyder det, at hunde må gå frit, så længe ejeren har fuld kontrol over den. Men det mener Dansk Folkepartis Morten Dreyer kan være svært at vurdere:

- Mange tror, at de kan styre dem, og ofte kan de godt. Men nogle gange kikser det.

Da TV 2 Lorry spørger Morten Dreyer, om Dansk Folkeparti tror på, at reglen vil blive håndhævet, er svaret ikke lige til:

- Det er et godt spørgsmål. Jeg tror mest på, at når vi tager det op og det kommer i høring, vil folk begynde at tænkte ''okay, det kunne godt være, vi skulle holde Fido i snor''.

Høringsfristen for forslaget er d. 10. marts 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik