Mennesker på vej fra fredagsbøn i Stormoskéen på Rovsinggade i København. Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Scanpix

Forslag: Bestyrelser i de københavnske moskéer skal uddannes

Mange moskéer står over for et generationsskifte, og de nye bestyrelser skal styrkes i kampen mod radikalisering, mener integrationsborgmester.

Bestyrelserne i de københavnske moskéer spiller en vigtig rolle, når det gælder om at forebygge radikalisering.

Derfor foreslår beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), at kommunen skal tilbyde opkvalificeringskurser for bestyrelserne i de københavnske moskéer.

Kurserne skal på den lange bane være med til at sikre et sundt religiøst fællesskab i moskeeerne og klæde de yngre medlemmer på til at overtage ledelsen, da mange af moskéerne står over for et generationsskifte, fortæller hun til TV 2 Lorry.

- Vi har brug for at uddanne de nye moskébestyrelser i alle de skrevne og uskrevne regler, der er som bestyrelsesmedlem. Og med opkvalificeringskurser af de nye moskébestyrelser er målet også, at de, der bakker op om et stærkt demokrati og antiradikalisering, har mulighed for at handle herefter, siger Anna Mee Allerslev.

Læs også Afsløring: Moskeer udnytter kommunale tilskud

Skal have underskrevet demokrati-charter

Kurserne er lavet i samarbejde med  samarbejde med Nordic Safe Cities (NSC) under Nordisk Ministerråd, som trækker på erfaringer fra uddannelse af bestyrelsesmedlemmer i britiske moskeer.

Det er dog kun medlemmer af de moskeer, der har underskrevet København Kommunes såkaldte demokrati-charter, der kan sendes på kurserne.

- Det er indgangsbilletten til alt vores samarbejde omkring integrationspolitik, medborgerskab og antiradikalisering, siger Anna Mee Allerslev.

Hun medgiver, at det helt automatisk udelukker nogle af de mere konservative og ekstreme moskeer.

- Der vil givetvis være nogle, der ikke vil underskrive, og så er det gode spørgsmål jo, om det netop ikke er dem, vi har allermest brug for at samarbejde med. Men der har vi på et politisk niveau besluttet, at når vi samarbejder med moskéer, så er vi nødt til at kunne stå inde for deres demokratiske forståelse, siger Anna Mee Allerslev og tilføjer, at kommunen blandt andet har et samarbejde med Muslimernes Fællesråd.

Læs også R-borgmester: Kvinder og mænd har lige adgang til moskéer

DF-borgmester: 'naiv tilgang'

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti er på Facebook ude med riven og kalder forslaget fra Anna Mee Allerslev 'naivt'.

- Så fortsætter De Radikales naive tilgang til radikaliserede miljøer. Moskeerne skulle aldrig have haft tilladelse til at blive bygget. Nu står vi med problemerne. Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev forslår et kursus til bestyrelsesmedlemmerne betalt af skatteyderne. Man tager sig til hovedet. Hvad med at stille krav om tilsyn, og varsel om at grundloven skal overholdes, skriver han på Facebook.

Læs også Danmarks første moské fylder 50 år

Anna Mee Allerslev mener dog, at Carl Christian Ebbesen blander tingene sammen. 

- Det er en fuldstændig sammenblanding af tingene og endnu et eksempel på, at Carl Christian Ebbesen godt kan lide at skyde med stort på vores muslimske mindretal i København i stedet for at se på realiteterne. Jeg synes, det er naivt at tro, at man fra kommunens side kan gøre noget ved, at der moskéer, siger Anna Mee Allerslev og tilføjer: 

- Vi har cirka 20-25 moskeer i København af forskellig størrelse og med forskellige tilhørsforhold, der repræsenterer forskellige grupper af muslimer. Der er kun god grund til at samarbejde med dem om medborgerskab, kompetenceudvikling, demokrati og antiradikalisering, siger hun og henviser til, at Københavns Kommune i 2015 nedsatte en ekspertgruppe i antiradikalisering, som anbefalede en tættere kontakt og dialog med byens moskéer og civilsamfund.

Indstillingen skal behandles i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mandag.

Læs også Imam forlader kvindemoské: "Mit syn på islam er mere konservativt"