Forsker: Borgmesterposten er valgets hovedpræmie

Formelt har borgmester ikke mere magt end byrådspolitikerne. Alligevel er det ham, der tegner kommunen.

De næste par dage vil en del politikere i de danske kommuner højst sandsynlig indgå nogle besynderlige byttehandler for at vinde borgmesterposten.

Og det er der god grund til at gøre. Borgmesteren er nemlig alt andet end en kransekagepolitiker, fortæller den nuværende borgmester i Helsingør Kommune.

- Det gør en kolossal forskel at blive borgmester. Du er med i hele pulsen i kommunen, siger Johannes Hecht-Nielsen (V).

Ved det seneste kommunalvalg lå det ikke i kortene, at Johannes Hecht-Nielsen skulle blive borgmester. Han var nemlig ikke Venstres spidskandidat, men tog imod et tilbud fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten om at blive borgmester.

Formelt opnår politikerne ikke mere magt, når de laver sådan nogle byttehandler. Men reelt er det borgmesteren, der tegner kommunen, fortæller kommunalforsker ved Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær.

- I langt de fleste kommuner er borgmesteren den eneste fultidspolitiker. Det betyder, at han har tid og ressourcer til at sætte sig grundigt ind i sagerne og få dem talt igennem med embedsmændene, fortæller forskeren.

Borgmesteren har direkte adgang til embedsmændene i forvaltningen. På den måde kan han sætte dagsordenen i byrådet, og bestemme, hvornår forskellige sager skal diskuteres, og hvordan de skal diskuteres.

Desuden er borgmesterposten en fantastisk taleplatform. Borgmesteren bliver omtalt i de lokale medier, og det er ham, der bliver inviteret med til arrangementer rundt omkring i kommunen.

- Borgmesterposten er uden sammenligning hovedpræmien i kommunalvalget. Det er nok en af grundene til, at vi ser de her krumspring, hvor folk nærmest er villige til at sælge deres bedstemor for at blive borgmester, siger Christian Elmelund-Præstekær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik