Forsinkelser: Nyt signalsystem til S-tog kan ikke tåle is

Is på radaren i et signalsystem for S-tog gav upræcise målinger og dermed forsinkelser.

I 2018 skal alle dele af Københavns S-tog have nyt signalsystem. For nu afprøves systemet på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg. Og her er det løbet ind i sit første problem. Systemet kan ikke tåle is.

quote På baggrund af de analyser som Siemens og BDK (Banedanmark, red.) har lavet, vurderer de, at problemet hænger sammen med, at radarsensoren var dækket af is.

Jonny Jartved, DSB's driftschef

Det skriver Ingeniøren.

I sidste uge blev en række tog forsinkede. Banedanmark har ikke oplyst nogen forklaring. Et af problemerne var, at togene ikke kunne standse præcist ved perronerne.

I en intern mail til S-togenes lokoførerne skriver DSB's driftschef Jonny Jartved ifølge Ingeniøren, at problemet var is på radaren under toget.

- På baggrund af de analyser som Siemens og BDK (Banedanmark, red.) har lavet, vurderer de, at problemet hænger sammen med, at radarsensoren var dækket af is.

- Derfor havde systemet svært ved at diktere den præcise placering af toget, står i mailen ifølge Ingeniøren. 

Banedanmark har ingen kommentar

Signalsystemet er Banedanmarks ansvar, og DSB vil derfor ikke kommentere mailen over for mediet.

Det nye signalsystem hedder CBTC og er indtil videre kun taget i brug på strækningen mellem Hillerød og Jægersborg.

Hvis toget ikke når at standse hurtigt nok, laver det en nødopbremsning for at nå at standse ved perronen.

Ifølge Ingeniøren kræver det en skriftlig ordre fra trafikcentralen, før toget kan køre videre, selv hvis det holder en meter for langt henne ad perronen. Hver upræcis opbremsning kan derfor give forsinkelser på flere minutter.

Indtil videre afhjælpes problemet af DSB's eksisterende afisningsanlæg, står der i mailen.

Banedanmark oplyser til Ingeniøren, at de stadig undersøger sagen. Derfor ønsker selskabet hverken at be- eller afkræfte indholdet af den mail, som Ingeniøren refererer til. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik