Forsat problemer: Kræftprøver forsvinder i it-system

Region Hovedstaden har nedsat en taskforce efter at prøvesvar er udeblevet i Sundhedsplatformen.

Flere læger på sjællandske sygehuse har oplevet, at vigtige svar på prøver ikke når elektronisk frem via det nye it-system, Sundhedsplatformen.

I følge Politiken oplevede en gruppe læger på Hvidovre Hospital i løbet af efteråret, at noget var galt.

Resultater af vævsprøver, røntgenbilleder og skanninger, der giver afgørende svar på graden af patienternes sygdom, nåede aldrig frem til de læger, der havde bestilt dem.

Kræftbehandling forsinket

Desuden oplevede ansatte på Rigshospitalet, at kræftpatienter kom for sent i gang med behandlingen, fordi prøvesvar blev overset eller forsinket. 

Siden 1. september har læger på Hvidovre Hospital og Amager Hospital anmeldt 15 utilsigtede hændelser.

Det har været i tilfælde af, at der har været mistanke om, at en patient havde kræft, men hvor prøvesvaret enten er forsinket eller slet ikke er kommet frem.

Det skulle ellers ske helt af sig selv i Sundhedsplatformen.

Region Hovedstaden har derfor nedsat en taskforce, der skal undersøge, hvorfor prøvesvarene ikke altid når frem.

quote - Problemet er, at systemet med Sundhedsplatformen er utroværdigt.

Palle Miliam, Kirurgisk overlæge, Hvidovre Hospital

Lægerne på Hvidovre Hospitals gastroenhed, der behandler mave-tarm-sygdomme og opdagede problemet, har derfor genoptaget brugen af papir. Dermed håber de at kunne være sikre på, at lægerne får de vigtige prøvesvar.

Læger dybt frustrerede

- Problemet er, at systemet med Sundhedsplatformen er utroværdigt. Det er dybt frustrerende som læge, at man ikke ved, at man får de svar, man skal have, siger kirurgisk overlæge Palle Miliam til Politiken.

Ifølge avisen måtte Region Hovedstaden i oktober for første gang indrapportere tre tilfælde, hvor patienter havde taget skade, fordi deres prøvesvar var blevet forsinket eller overset.

Styrelsen for Patientsikkerhed tager det meget alvorligt, at vigtige prøvesvar ikke altid når ikke ud til lægerne på hovedstadens hospitaler.

- Det er første gang, at regionen har oplyst, at der er patienter, der har fået en skade, som kan skyldes Sundhedsplatformen. Vi afventer en analyse fra regionen, som skal belyse, om det er Sundhedsplatformen, der er årsagen. I styrelsen ser vi med stor alvor på sagen, for noget så simpelt som et prøvesvar skal ikke gå galt, så det går ud over patienterne, siger kontorchef Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik