Formodet blomsterrøver fængslet i København

35-årig mand er lørdag blevet fængslet for voldsomt røveri mod blomsterhandler, hvor to blev stukket ned.

To personer blev stukket med kniv og slået med en såkaldt totenschlæger under et røveri i en blomsterhandel i oktober. Nu er en 35-årig mand varetægtsfængslet, mistænkt og sigtet for at stå bag røveriet.

Manden blev anholdt fredag af Københavns Politi, og lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København, hvor han blev varetægtsfængslet i 25 dage. Manden har ikke kæret kendelsen til landsretten.

Det var henvendelser fra offentligheden, som førte til at politiet fredag kunne pågribe manden i Hillerødgade på Nørrebro i København.

Henvendelserne kom på baggrund af overvågningsbilleder, som politiet offentliggjorde torsdag.

Manden er sigtet for at stå bag et røveri mod en blomsterhandler i Nordre Frihavnsgade på Østerbro i København den 24. oktober.

Røveriet var særdeles groft, da gerningsmanden ikke holdt sig til at true med vold, men ligefrem stak to ansatte i forretningen ned.

Røveriet er det andet af sin slags inden for to uger, hvor personale i en blomsterbutik er blevet stukket ned af en røver.

Politiet efterforsker, om der kan være tale om samme gerningsmand, men den 35-årige er indtil videre alene sigtet for røveriet i Nordre Frihavnsgade.

Politiet efterforsker desuden et røveri mod en frisør på Vennemindevej på Østerbro, som muligvis også kan være begået af samme gerningsmand.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik