Formel 1-ledelse har København øverst på ønskelisten

Ifølge initiativgruppe ligger København lige så højt på Formel 1's ønskeliste som London og New York.

Nogle af verdens vildeste racerbiler kan ende med at køre ræs med 300 kilometer i timen igennem Indre Bys gader.

Projektet om at få det gigantiske Formel 1-show til hovedstaden er kommet tættere på målstregen end nogensinde, lyder det fra initiativgruppen bag.

Helge Sander, den tidligere minister, står i spidsen for initiativgruppen, drømmer om at få hovedstaden på løbskalenderen - et event der trækker omkring 400 millioner tv-seere.

Og efter endnu et møde med Formel 1-ledelsen under sidste måneds grand prix i Singapore kører ambitionerne i højeste gear: 

- Der er ingen tvivl om, at København har en meget høj prioritet hos Formel 1. Jeg har set papirer, hvor man taler om, at man i 2020 ønsker tre nye byløb i New York, i London - og i København, siger han til TV 2 Lorry.

Nu er det op til politikerne

Til februar forventer initiativgruppen, der også tæller blandt andre finansmanden Lars Seier Christensen, at præsentere projektet for både Københavns Borgerrepræsentation og regeringen.

Og med de seneste positive meldinger fra Formel 1-ledelsen er det nu op til os selv, om vi vil lægge veje til.

- De internationale relationer er så afklarede, at Københavns borgerrepræsentation, regeringen og private investorerer afgør, om det skal blive til virkelighed, siger Helge Sander. 

Her kan du selv "køre" den planlagte Formel 1-rute:

 

Prisen for et besøg af Kevin Magnussen og de andre fartbøller forventes at løbe op i 300 millioner kroner, som blandt andet skal finansieres af omkring 100.000 tilskuere.

For kort tid siden lød det utopisk - men nu er drømmen ikke så langt fra virkelighed, mener den tidligere minister:

- Inden vi var i London i juni, sagde jeg 10 til 20 procent chance for, at der sker. Nu siger jeg 60 til 70 procent, siger Helge Sander.

De tre lokaludvalg, der repræsenterer naboerne til den planlagte Formel 1-banen, har alle sagt nej til det enorme event, som de mener spærrer byen for meget af for beboerne.

Enhedslisten er skeptiske overfor løbet, hvor racerkørere skal drøne med 300 kilometer i timen igennem Købehavn. Partiet mener ikke, at det matcher med Københavns grønne profil.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, DF, bakker op om at afsøge mulighederne for at få Formel 1 til København.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik